Nyt partnerskab skal fordoble SH Group

Report this content


Ledelsen og ejerne bag SH Group i Svendborg på Fyn har indgået et partnerskab med Odin Equity Partners (Odin). Målet er mindst at fordoble omsætningen i SH Group. Partnerskabet indebærer, at Odin overtager aktiemajoriteten i SH Group, der leverer mekaniske og hydrauliske løsninger til danske og internationale kunder indenfor offshore, marine og industri.

- Odins engagement i SH Group sker med henblik på mindst at fordoble virksomhedens omsætning. SH Group er en teknisk meget kompetent virksomhed med et stort potentiale, der gennem en årrække har leveret flotte resultater, siger ansvarlig partner hos Odin Jacob Bergenholtz om engagementet.

SH Group har hidtil været ejet og ledet af Morten Nielsen, Jeppe Sonne og Lars Præst. De fortsætter alle tre i deres nuværende funktion i ledelsen og som aktionærer sammen med Odin.

- Den nuværende ledelse fortsætter i virksomheden, og der sker derfor ingen ændringer i vores tætte samarbejde med kunder og leverandører, forklarer adm. direktør i SH Group Morten Nielsen, og fortæller om vækstplanerne for virksomheden:

- Medarbejderne kan se frem til at få endnu flere kolleger. Vi har valgt at indgå et partnerskab med Odin, fordi vi tror på, at det kan forstærke den positive udvikling, som virksomheden har oplevet de senere år. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Odin om at cementere vores position inden for mekaniske og hydrauliske løsninger til især offshore- og marineindustrien.

Kontaktoplysninger
Partner Jacob Bergenholtz, Odin Equity Partners, telefon 24 64 32 34
Adm. direktør Morten Nielsen, SH Group, telefon 40 70 35 27

Om SH Group
Svendborg Skibshydraulik A/S (SH Group) blev grundlagt i 1974 og beskæftiger i dag mere end 160 medarbejdere. Virksomheden er placeret i Svendborg og i en afdeling i Lindø Industripark. SH Group omsætter for i alt ca. DKK 280 millioner årligt. For yderligere information se www.shgroup.dk.

Om Odin
Odin Equity Partners (Odin) er et partnerdrevet og uafhængigt investeringsselskab beliggende i Danmark. Odin blev grundlagt af Esben Bay Jørgensen, Jesper Wadum Nielsen og Bernd Petersen i 2005 med fokus på majoritetsinvesteringer i mindre og mellemstore virksomheder med en omsætning på DKK 200 – 1.000 millioner. Odin administrerer i dag over DKK 2.500 millioner og har igennem årene investeret i en række danske og svenske produktions- og servicevirksomheder. Odins målsætning er at skabe langsigtet værdi i virksomhederne via en kraftig øgning af virksomhedernes størrelse og indtjening gennem strategiske tilkøb og organisk vækst samtidig med gennemførelsen af operationelle forbedringer og en professionalisering af ledelsesstrukturen. For yderligere information se www.odinequity.dk.

Tags: