Pressemeddelelse

Report this content
Klik her, hvis du ikke kan læse pressemeddelelsen.
Pressemeddelelse  
Mor og datter fra Søborg tester mad for McDonald’s
Lørdag d. 1. september udvidede McDonald’s sortimentet med familiekogebogen din og min kogebog. Og der er garanti for at hele familien kan være med, for opskrifterne i kogebogen er indsendt og testet af familier fra hele Danmark.

København den 4. september, 2012 - McDonald’s vil med din og min kogebog give danske familier inspiration til familietid i køkkenet, og samtidig være med til at støtte forældre til at lære børnene mere om mad og råvarer. Kogebogen indeholder derfor alt fra morgenmad til dessert og alt fra bagt torsk til chokoladekage. For opskrifterne er favoritopskrifter, som familier fra hele Danmark har delt på McDonald’s opskriftside, opskrifter.mcdonalds.dk

”Den bedste måde at lære om mad er ved at være med til at lave den. Så ’din og min kogebog’ er et bidrag fra McDonald’s til at danske børn lærer mere om råvarer, madlavning og køkkenhygiejne,” siger Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør hos McDonald’s.


Download billede i høj kvalitet

Masser af inspiration
Fem familier har testet opskrifterne i kogebogen, og en af de fem familier er Maria Kragenskjold og datteren Elisabeth fra Søborg. Familien har fået opskrifter og råvarer, og har så lavet maden sammen og vurderet om både madlavningen og den færdige ret har været god.

Og selvom Elisabeth på fire år ikke er uvant med at komme i køkkenet, så har deltagelsen alligevel været en øjenåbner, fortæller Maria Kragenskjold. For selvom hun kun er fire år, så kan Elisabeth sagtens tage styringen over maden og håndtere de skarpe knive sammen med mor. Så Maria Kragenskjold opfordrer andre forældre til at huske børnene og tro på, at de kan mere end man tror.

”Elisabeth har altid været meget med i køkkenet, men da vi testede opskrifterne gav jeg hende friere tøjler, fordi det var et fælles projekt. Og jeg er ret overrasket over, hvor meget hun i virkeligheden kan, hvis jeg bare slipper perfektionistgenet og lader hende stå for så meget, som hun har lyst til. For det er jo lige meget om alt er skåret i lige store størrelser, bare vi har det sjovt, og det smager godt,” sig Maria Kragenskjold.

Familierne er eksperterne
Opskrifterne i din og min kogebog er indsendt af familier fra hele Danmark, og imellem opskrifterne deler McDonald’s ud af virksomhedens egen viden om håndtering af råvarer, hygiejne og hvordan man undgår madspild.

”Familierne er selvfølgelig eksperter i hvilken mad, der er god at lave derhjemme, så derfor har vi ladet familierne selv dele og vurdere hvilke opskrifter, der er med i ’din og min kogebog’. Hos McDonald’s er vi blandt andet eksperter i at holde en høj hygiejne, men også i at håndtere råvarer korrekt og undgå madspild, så derfor giver vi rundt omkring i kogebogen gode råd og tips til familierne”, fortæller Sara Helweg-Larsen.

En af de opskrifter som Maria og Elisabeth testede med stor succes, var kyllingenuggets med pommes frites og hjemmelavet ketchup. Og det var et sikkert hit hos både stor og lille.


For mere information, kontakt venligst:
Sara Helweg-Larsen
Kommunikationsdirektør,
McDonald’s Danmark ApS
Telefon: 2214 0000
E-mail: sara.helweg@dk.mcd.com
Faktaboks
  • Siden april har alle haft mulighed for at dele deres bedste familieopskrifter på opskrifter.mcdonalds.dk.
  • De bedste opskrifter fra hjemmesiden er blevet testet af fem familier, der har fået stillet råvarer til rådighed af McDonald’s.
  • Testfamilierne er fundet blandt mere end 100 familier, der har søgt via McDonald’s familieklub, Family Time.
  • Kogebogen er trykt i 40.000 eksemplarer, og er fra 1. september til salg hos McDonald’s for 10 kr.
 
Tips til børn i køkkenet fra kogebogen
  1. Start i det små og arbejd jer opad sammen.
    For børnene kan en enkelt ret godt være en stor ting. Så hav tålmodighed, for alle skal starte et sted.
  2. Lav en madplan og planlæg, hvad familien skal spise i løbet af ugen.
    Brug tid sammen, hvor I kan bestemme næste uges menu. Så får alle indflydelse på valg af retter, og lysten til at hjælpe med at lave mad er ofte større.
  3. I weekenden er der som regel mere tid og tålmodighed, så start med at involvere børnene her.
    Når de helt basale færdigheder er på plads, bliver det nemmere for børnene også at hjælpe i hverdagen.
  4. Snak om mad og råvarer, mens I laver maden.
    Hvor kommer råvarerne fx fra? Og hvornår er det sæson for bestemte råvarer?
  5. Børn skal ikke bare skrælle, røre i gryden og vaske op.
    De skal også måle og veje af, skære med kniv, smage retten til og omgås en ovn og et komfur. Selvfølgelig i selskab med en voksen.
 
Eksempel på opskrift
Crispy kyllingenuggets med pommes frites og hjemmelavet ketchup
4 personer

DET SKAL I BRUGE
Kyllingenuggets
500 g kylling (i strimler eller bryst)
50 g mel
Paprika, salt og peber
50 g cornflakes (andre slags flakes fungerer også helt fint)
1 æg

Pommes frites
800 g kartofler. Gerne så store som muligt
Olivenolie
Salt og peber

SÅDAN GØR I
Start med at tænde ovnen til pommes frites på 230 grader. Skræl eller skrub kartoflerne, og skær dem i både. Kom alle kartoffelbådene i en frysepose og hæld en smule olie, salt og peber ned til dem. Ryst dem grundigt, så olie, salt og peber er godt fordelt. Hæld kartoflerne ud på en bageplade med bagepapir, og giv det hele 25 min. ved høj varme.

Imens jeres pommes frites står i ovnen, skæres kyllingen i strimler/stykker, der svarer til cirka en mundfuld. Hæld cornflakes op i en dyb tallerken, og knus dem. De skal knuses, men ikke pulveriseres. Pisk et æg med 2-3 spsk. vand i en skål. Bland melet med paprika, salt og peber (eller andre krydderier, alt efter smag og behag) i en anden skål.

Put bagepapir på en plade, inden I går i gang med at lave nuggets. Vend først kyllingestykkerne i melblandingen, dernæst i ægget og til sidst i cornflakes. Kom de færdige kyllingestykker på en bageplade med bagepapir.

Skru ovnen ned på 200 grader, og sæt jeres nuggets ind ved siden af kartoflerne i 15-20 min. Rør i kartoflerne af og til, så alle siderne får varme. Hvis I synes jeres pommes frites er for lyse, kan I, efter at have taget jeres nuggets ud, give dem lidt grill. Spis nuggets og pommes frites med hjemmelavet ketchup.

DET SKAL I BRUGE

Hjemmelavet ketchup

4 tomater eller 1 dåse flåede tomater
1 æble
1 løg
2 tsk. paprika
½ tsk. knust chili
50 g brun farin
½ dl. god eddike
1 spsk. tomatpure

SÅDAN GØR I
Skyl tomaterne og æblet. Skær alt i stykker eller både. Pil løget, og skær også det ud. I skal blende det hele, så det er helt underordnet, hvordan stykkerne ser ud. Blend tomater, æble og løg med krydderier, sukker, tomatpure og eddike.

Kom det hele i en gryde med låg. Lad mosen koge sagte i ca. 30 min. Når mosen har simret, skal I presse den gennem en si, så den bliver glat. Brug en ske til at presse det hele igennem sien med. Kom mosen tilbage i gryden, og lad det simre i ca. yderligere 15 min., til det begynder at tykne.

Smag til med salt, peber og evt. mere sukker. Kom den færdige ketchup i skoldede glas. Ketchuppen holder sig cirka en måned i køleskabet.
 
Om McDonald’s i Danmark
Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981. Der er 84 McDonald’s restauranter i Danmark, hvoraf de 70 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS. McDonald’s Danmark beskæftiger mere end 4.200 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen. McDonald’s Danmark blev kåret til Danmarks bedste store arbejdsplads af Great Place to Work i november 2011. Følg McDonald’s på Facebook og YouTube, og find flere fakta om McDonald’s Danmark på www.mcdonalds.dk.
 

Tags: