Pressemeddelelse: One.com åbner op for nødstedte TDC hostingkunder

Report this content

Danmarks største hostingvirksomhed, One.com, rækker hånden frem til de 67.000 TDC kunder, der rammes af, at TDC lukker for deres hjemmesidetjeneste 1. oktober 2009. One.com tilbyder at flytte kundernes hjemmesider for 75 kroner.

København, den 31. august 2009 – TDCs beslutning om at lukke ned for godt 67.000 private hjemmesider stiller en masse danskere i store vanskeligheder, fordi de skal flytte deres hjemmesider til en ny leverandør. Det har fået Danmarks største hostingfirma One.com, der har flere end 150.000 kunder i Danmark og godt 700.000 på verdensplan, op af stolen. De tilbyder at hjælpe de berørte TDC kunder med at flytte deres hjemmeside for 75 kroner. ”Det er helt op til TDC at lukke ned for hjemmesidetjenesten, og vi skal ikke gøre os kloge på beslutningen. Men vi syntes da, at det er lidt mærkeligt, at TDC kunderne både skal døje med besværet med at flytte deres hjemmeside og så samtidig betale en ret høj pris for deres nye hostingløsning. Vi mener, at hosting skal være simpelt og sikkert, og det er nærmest det modsatte med TDC-modellen. Derfor kommer vi med et andet tilbud,” siger Thomas Medard Frederiksen, talsperson for One.com Når TDC lukker for deres hjemmesidetjeneste betyder det samtidig, at TDC kunderne nu skal ud og registrere nye hjemmesidedomæner. Domæner som deres faste besøgende ikke kender og kan have svært ved at finde frem til, da TDC ikke hjælper med at redirecte fra den gamle TDC hjemmeside til den nye. ”Vi kan ikke hjælpe folk med at redirecte, men vi kan hjælpe folk med at få et nyt domæne og få deres hjemmeside flyttet – det er ganske simpelt. Vi ved, hvor vigtige folks hjemmesider er, og hvor vigtigt det er, at data ikke pludselig forsvinder. Det er derfor, vi tilbyder TDC kunderne at flytte deres hjemmesider over til os, så alt bliver ved det gamle, og data bevares - til en fair pris,” siger Thomas Medard Frederiksen, talsperson for One.com Ønsker man at flytte sin hjemmeside til One.com, så kan man skrive en e-mail til TDC@one.com med navnet på hjemmesiden, der skal flyttes, og så ordner One.coms særlige TDC Helpdesk resten. Eneste udgift forbundet med flytningen er omkostningerne forbundet med leje af nyt hjemmesidedomæne, der er 75 kroner for ét år. Ønsker man at fortsætte som One.com kunde efter det første år, så kan man fortsætte abonnementet fra 9 kroner pr. mdr. One.com beskæftiger i dag godt 100 medarbejdere på verdensplan.

Tags: