Pressemeddelelse: Smartphones skal bag lås og slå
Vores pc’ere er beskyttet som Fort Knox, men vores mobiltelefon er ofte kun beskyttet af den lomme, som den ligger i. Det er farligt, for i dag indeholder vores mobiltelefoner ofte samme mængde fortrolig data af både privat- og erhvervsmæssig karakter som pc’en - derfor skal de beskyttes bedre. Både mod hacking, såvel som ved tab eller tyveri.
København, den 14. november 2008 - Flere og flere danskere har en smartphone, hvor de både gemmer personlige og virksomhedsoplysninger i form af e-mails, dokumenter, billeder og kontaktinformationer, der i de forkerte hænder kan misbruges. Desværre er alt for mange ikke opmærksomme på, at smartphones praktisk talt er mini-pc’ere, der synkroniserer med mailservere, kobler op til internettet og interagerer med andre telefoner – og smartphones. Disse kræver samme høje grad af beskyttelse som vores pc’ere. Men det modsatte er ofte tilfældet og det er uheldigt.
”Vores behov for at være mobile og konstant online både på jobbet og i fritiden betyder, at vi bruger smartphones mere og mere. Smartphones er et utroligt godt redskab, men folk glemmer desværre, at det også er en mini-pc, der kan hackes på samme måde som en almindelig pc,” siger Michael Dahl, der er Channel Manager for F-Secure i Danmark.
I et stort antal danske virksomheder har mange medarbejdere i dag en smartphone for at kunne arbejde mens de er på farten, tjekke mails hjemmefra eller få adgang til virksomhedens servere. Det giver virksomhederne og medarbejderne en vigtig fleksibilitet, men det åbner også op for en række sikkerhedstrusler, som mange desværre overser.
”Hvis man ikke beskytter sine smartphones på samme måde, som sine bærbare og stationære pc’ere, så risikerer man, at lække fortrolig information, hvilket kan være ganske skadeligt for virksomheder, såvel som privatpersoner. Forestil dig bare hvor uheldigt det ville være, hvis nogen stjæler private billeder fra din telefon, læser alle dine sms’er og lytter til dine samtaler eller får tilgang til din virksomheds netværk. Har din telefon indbygget navigation, kan din færden i tillæg overvåges til en hver tid. Smartphones skal bag lås og slå, på præcis samme måde, som pc’erne er det i dag,” siger Michael Dahl.
For at sikre virksomheder og privatpersoner, har F-Secure udviklet en ny version af deres mobilsikkerhedsprodukt, F-Secure Mobile Security. F-Secure Mobile Security 5 introducerer lock-and-wipe funktion, som gør det muligt at fjernlåse og slette informationen på smartphonen. Således at den ved tab eller tyveri kan låses, for derved at beskytte fortrolig information på telefonen, og skulle telefonen dukke op igen, kan den let genåbnes. Mistænker man, at telefonen er tabt for evigt, kan man slette al indhold på telefonen via fjernkontrol. Yderligere er der indbygget tyverisikring, således at hvis en tyv isætter et nyt simkort, vil telefonen automatisk låse sig – samt sende information om det nye simkort til ejeren på et forhåndsdefineret nummer.
Alt dette er i tillæg til de traditionelle anti-virus/spyware funktioner, som beskytter mod infektion via bluetooth, sms, mms, e-mail, internetbrowsing, SD-kort og eksterne forbindelser. Opdatering sker diskret og automatisk, når der er oprettet netforbindelse – eller som noget nyt - via sms i kritiske tilfælde, hvor telefonen ikke har netforbindelse.
For yderligere information om F-Secures mobilsikkerhedsprodukter eller F-Secure generelt kontakt:
F-Secure, Michael Dahl
Tlf.: +45 2629 8847
E-mail: michael.dahl@f-secure.com