PM - Dansk vinder af Carl Nielsen Musikkonkurrencen - for første gang i 19 år!
Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence blev afgjort sent onsdag aften den 8. juni efter finalisternes tour de force på orglet i Odense Koncerthus ved finalerunden.
For første gang siden 1992, hvor den da kun 16-årige Nikolaj Znaider vandt Carl Nielsen Violinkonkurrencen, er det nu igen en dansker, der står øverst på sejrsskamlen. Efter hemmelig afstemning i den ni mand store jury stod det sent i aftes klart, at den 28-årige Philip Schmidt-Madsen ikke alene vandt førsteprisen men også blev kåret som den bedste fortolker af Carl Nielsens store orgelværk, ”Commotio”.
2. Pris gik til englænderen Timothy Wakerell og 3. Prisen til Simon Menges fra Tyskland. Der blev ikke uddelt nogen 4. Pris.
Prisen for bedste fortolkning af Poul Ruders helt nyskrevne ’Trio Transcendentale’ gik til engelske Nicholas Wearne.
Jurypræsident Bine Bryndorf udtaler:
”Det har været en fornøjelse at lytte til deltagerne i dette års orgelkonkurrence. Glædeligt er det, at deltagerne virkelig er kommet med meget personlige – og forskellige - fortolkninger af konkurrenceprogrammet. Niveauet har generelt været højt, men i finalen skilte Philip Schmidt-Madsen sig klart ud med en meget moden udgave af Carl Nielsens ’Commotio’”.
Orgelkonkurrencen afholdtes i Odense i perioden 31/5 til 9/6. 16 deltagere deltog i konkurrencens første runde i Sct. Hans Kirke. Ti deltagere gik videre til semifinalen, som Odense Domkirkes mægtige kirkerum dannede ramme om, og i går aftes, den 8/6, spillede de finalister i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus.
De unge organister - den yngste fylder 17 om 11 dage og den ældste er 32 - kommer fra fra Republikken Korea (5), Danmark (4) England (2), Tyskland (2), Litauen (1), Rusland (1) og Sverige (1)
Pris: DKK 125.000 - Doneret af "Solistforeningen af 1921"
Philip Schmidt-Madsen, Danmark
2. Pris: DKK 80.000
Timothy Wakerel, Storbritannien
3. Pris: DKK 50.000
Simon Menges, Tyskland
4. Pris: DKK 30.000 - Doneret af af Dansk Organist og Kantor Samfund
Ikke uddelt
Commotio Pris: DKK10.000 - Doneret af Orgelbyggeriet Marcussen & Søn
Philip Schmidt-Madsen, Danmark
Poul Ruders Pris: DKK 5.000 - Doneret af Orgelbyggeriet Marcussen & Søn
Nicholas Wearne, Storbritannien
Marianne Granvig
Generalsekretær
Den Internationale Carl Nielsen Musikkonkurrence & Festival
Odense Symfoniorkester
Claus Bergs gade 9
5000 Odense C
Tlf. 45 63 75 00 55
Mail: mg@odense.dk
Web: nielsen.odensesymfoni.dk