Ny markedsplads for professionelt web-tv
Danske ContentGate har skabt verdens første uafhængige markedsplads for handel med professionelt videoindhold på internettet. Målet er at opbygge et marked med en volumen, der gør det attraktivt for både producenter, annoncører og netmedier at satse helhjertet på web-tv. En af de første producenter er Danmarks Meteorologiske Institut, som nu sender 6 daglige vejrudsigter på markedet gennem ContentGate
Web-tv vinder frem i lyntempo og især Youtube har succes med videoindhold på nettet, en succes som især er drevet af korte sjove videoklip. Men for producenterne er der ikke megen morskab ved at lægge videoindhold på nettet, hvis man ser bort fra æren ved at have mange visninger. Der er ingen indtægter forbundet med at levere de attraktive videoklip, men det vil markedspladsen ContentGate nu lave om på. For hvorfor skal man forære sit indhold væk, hvis man kan tjene penge på det? – Som uafhængig og neutral markedsplads vil ContentGate skabe et volumenmarked for videoindhold på nettet. Et marked med en omsætning og indtægtsmuligheder, der gør det interessant for alle markedets aktører - som produktionsselskaber, internetmedier, annoncører, mediebureauer, TV stationer - at satse seriøst på web-tv. Man kunne sammenligne ContentGate med et nyhedsbureau eller et annoncenetværk, men vi vælger at beskrive os selv som et professionelt alternativ til YouTube, siger CEO og medstifter, Christoffer Feilberg fra ContentGate. Hvis der skal skabes en bæredygtig økonomi for handlen med videoindhold på nettet, så kræver det en gennemsigtig økonomi, styr på rettighederne og fuld dokumentation for effekten. Det er filosofien bag markedspladsen ContentGate, som er skabt af de tre iværksættere Christoffer Feilberg, Claus Højlund og David Heilmann. Hos ContentGate mødes rettighedshaverne med annoncører og netmedier til det, der meget gerne skulle blive en god forretning for alle parter. – Den grundlæggende ide er at lade markedskræfterne bestemme, hvad det skal koste at vise indholdet, som handles gennem ContentGate. Som indholdsproducent har den eneste mulighed for at tjene penge hidtil været at give et netmedie eksklusivitet, men det giver ikke mening på det stærkt segmenterede web-tv marked, hvor indholdet kan skabe indtægter i mange forskellige kanaler. Prisen afhænger af kvaliteten af det indhold som producenterne lægger på ContentGate markedspladsen – og det miks af indhold som netmedierne sammensætter til deres brugere, siger Claus Højlund, som er kommerciel direktør i ContentGate. Den første indholdsleverandør er Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som fra 20. april producerer seks daglige vejrudsigter i web-tv format og lægger dem ud på ContentGate markedspladsen. Her kan de netmedier, der gerne vil tilbyde deres brugere vejrudsigten fra Danmarks ultimative vejrautoritet, købe vejret til en lille pris. Med vejret kan netmedierne tiltrække endnu flere besøgende til deres kanaler og sælge annoncer omkring de attraktive vejrudsigter. ContentGate leverer en medieafspiller og en virtuel web-tv planner, så netmedierne kan styre deres web-tv forretninger ned til mindste detalje. – Med ContentGate vil vi gerne skabe en vis orden i det kaos af videoindhold, der flyder på Internettet, men som sjældent får udløst det fulde kommercielle potentiale. Vi vil gerne medvirke til at gøre nettet til en mediekanal på lige linje med de traditionelle tv-kanaler, hvor der er penge at tjene for alle parter. Foruden en gennemskuelig markedsplads, så kræver det, at der er styr på rettigheder og effektmålinger og det leverer vi gennem ContentGate platformen, siger Claus Højlund ContentGate sikrer gennem samarbejder med brancheorganisationer og analyseinstitutter, herunder GEMIUS, at der kan gives fuld dokumentation for afvikling af kampagner i henhold til de gældende branchestandarder. ContentGate samarbejder også med KODA, der sikrer en enkel afrapportering og betaling af afgifter ved afvikling af klip med musik. ContentGate er netop gået ind i en såkaldt ”softlaunch” periode, dvs. en periode, hvor de forskellige interessenter kan blive præsenteret for konceptet og afprøve platformen. Yderligere oplysninger på www.contentgate.com
Tags: