Pressemeddelelse - Chevrolet udvidder med en gruppe N racer
Chevrolet udvidder med en gruppe N racer
- Kim Holmgaard i Ny Chevrolet
De to Chevrolet Nubira’er, som Chevrolet Motorsport Danmark i de seneste to sæsoner har indsat i kampen om det danske touringcar mesterskab - DTC, bliver i 2009 suppleret med nok en Nubira. Men i modsætning til de to eksisterende biler, bliver den nye Nubira en gruppe N racer, som skal konkurrere i kategorien lige under DTC.
"Der er tale om en fuldstændig nykonstrueret racervogn. Den Nubira, som vi stiller op med i gruppe N, bliver den første i hele verden, som er bygget til denne kategori”, fortæller cheftekniker Henrik Nørgaard fra Chevrolet Motorsport Danmark. ”I øjeblikket er det rå karosseri ved at blive klargjort hos Ray Mallock Limited i England, som også har bygget vores DTC-racere. Ray Mallock ligger al deres ekspertise i opbygningen af bilen, som vi glæder os rigtig meget til at få hjem på værkstedet".
Forventningens glæde deler han med den 40-årige Kim Holmgaard fra Ålborg, som skal køre den nye racer. Kim Holmgaard har kørt baneløb i gruppe N klassen i 6 sæsoner med en 5. plads, i Danmarksmesterskabet i 2007, som hidtil bedste resultat. Hidtil har han deltaget med sit eget team, men nu skal samarbejdet med Chevrolet Motorsport Danmark give hans motorsportskarriere et løft. "Ja, nu bliver det nemt. Drengene fra Chevrolet tager sig af klargøring af bilen og arrangerer alt omkring løbene, så jeg skal bare møde op med mine mekanikere på selve dagen og køre bilen," smiler Kim Holmgaard, som dog er helt bevidst om at ord som 'nemt' og 'bare' ikke kan bruges, når det gælder motorsport på topplan.
Den nye bil er som nævnt stadig under opbygning. Til foråret foreligger så en række testkørsler, inden Kim Holmgaard og Chevrolet Motorsport Danmark for alvor skal i ilden, når baneløbssæsonen begynder til maj. "Jeg glæder mig helt utroligt til at prøve bilen. Jeg har altid haft let ved at tilpasse mig nye biler, og med Nubira’en tror jeg slet ikke, der bliver nogen problemer. Jeg forventer simpelthen, at den bil er helt på toppen, og det er også i toppen af feltet, at jeg vil være at finde i år," slutter en optimistisk Kim Holmgaard.