Arbejdsmiljø er ikke kun byggefirmaernes ansvar
Dansk Byggeri er glad for, at Arbejdstilsynet ser nærmere på arbejdsmiljøet på de danske byggepladser, men minder om, at ansvaret for sikkerhed ikke kun ligger hos byggefirmaerne. Arbejdstilsynet var i dag tirsdag den 22. september 2009 på uanmeldt byggepladsrazzia for at se nærmere på arbejdsmiljøforholdene. Ved razziaen fokuserede Arbejdstilsynet især på risiko for faldulykker og tunge løft. - Dansk Byggeri har længe arbejdet målrettet for at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne og derfor er det også i byggeriets interesse, at Arbejdstilsynet fører kontrol med det faktiske arbejdsmiljø. Desværre fokuserer Arbejdstilsynet udelukkende på de udførende firmaer, selvom ansvaret for et godt arbejdsmiljø i ligeså høj grad ligger hos bygherrerne, siger Mette Møller Nielsen, chef for Dansk Byggeris arbejdsmiljøafdeling. Hun peger på, at et godt arbejdsmiljø kun kan blive en realitet, hvis også bygherrerne og de projekterende indtænker arbejdsmiljøet fra begyndelsen – og det er ikke kun fra begyndelsen af byggeriet – men fra det øjeblik, byggeriet bliver tegnet og planlagt. - Hvis ikke den projekterende sørger for at byggeriet bliver gennemtænkt, sådan at det kan bygges uden tunge løft og brug af akavede stillinger, så kan håndværkerne ikke gøre meget andet end at følge tegningerne med tunge løft og akavede stillinger til følge, siger Mette Møller Nielsen. Ved razziaen var der også fokus på de udenlandske virksomheder, både i forhold til arbejdsmiljø og skatteregler. - I Dansk Byggeri er vi opmærksomme på problematikken med at få de udenlandske virksomheder til at overholde de danske arbejdsmiljøregler. Derfor har vi udviklet et særligt kursus til de udenlandske byggefirmaer, hvor vi sætter fokus på sikkerhed og arbejdsmiljøregler på de danske byggepladser, siger Mette Møller Nielsen og tilføjer: - Med hensyn til SKATs indsats ved razziaen, så kan vi kun hilse den del af aktionen velkommen. Vi anser det for unfair konkurrence, når nogle virksomheder omgår det danske regelsæt i forsøget på at vinde ordrer. Kontakt: Mette Møller Nielsen, Afdelingschef, Dansk Byggeri, mmn@danskbyggeri.dk, mobil 22 45 47 72 Henriette Døssing, journalist, Dansk Byggeri, mobil 21 46 62 16.