Den første kvindelige flisemurer har fået 12

Report this content

Henriette Rasmussen har afsluttet sit skoleophold med et 12-tal i sit afgangsprojekt. Hun var blandt deltagerne på det første hold flisemontører, som startede på Roskilde Tekniske Skole i august.

- Det er en stor oplevelse at tage noget, som er helt faldefærdigt og så bygge det op til noget smukt ved at bruge sine hænder,” siger Henriette Rasmussen, som er i lære hos Flisespecialisten A/S i Ballerup, som er ejet af murermester Per Thomsen.



Det tager op til to år og 11 måneder at uddanne sig til flisemontør. Der gives ikke svendebrev til flisemontøren, men der er mulighed for at tage resten af mureruddannelsen og efterfølgende få et svendebrev.

Flisemontøren vil fortrinsvis arbejde med flise- og klinkearbejde, men også opmuring af letbetonplader, reparationsarbejde, opbygning af betongulve samt overfladebehandling indgår i flisemontørens arbejde. Alt i alt er der tale om arbejdsopgaver i forbindelse med renovering og vedligeholdelse af ældre boliger, herunder fx specialindrettede badeværelser.



Murermester Per Thomsen mener, at den nye flisemontøruddannelse kan tiltrække flere kvinder til murerfaget, blandt andet fordi uddannelsen ikke er så fysisk krævende og samtidig appellerer til, at man har sans for detaljer.



- Det er klart, at man skal kunne tage fra. Men uddannelsen er ikke så fysisk krævende som så mange andre håndværkeruddannelser, siger Per Thomsen.



Per Thomsen sidder i uddannelsesudvalget i Murersektionen under Dansk Byggeri, og har således været med til at udvikle den nye flisemontøruddannelse.



- Det har længe været på tale, at der er behov for en uddannelse inden for murerfaget,

som vil passe til virksomheder, der især er beskæftiget i storbyerne, og hvor hovedparten af arbejdet består i at renovere. Uddannelsen imødekommer på den måde et stigende behov for specialisering inden for murerfaget, slutter han.


Multimedia

Multimedia