Hvor går grænsen? - Fælles fodslag i byggeriet om tolerancer
Med toleranceprojektet har Dansk Byggeri udviklet en række håndbøger, som er fagenes referencegrundlag for de tolerancer, der arbejdes med i byggeriet. Håndbøgerne er del af et tværfagligt projekt, som tilsammen skaber klarhed over de indfalds- og udfaldskrav, de enkelte fag fremover bør leve op til.
Det vigtigste stykke arbejde i forbindelse med projektet har været at skabe overensstemmelse - eller vise forskelle - i de krav, der stilles, og dermed undgå de problemer, som ofte opstår i grænsefladerne mellem konstruktionsdele og fag.
- Da projektet startede, havde de medvirkende fag alle hver deres spilleregler for deres eget fag. Derfor inviterede Dansk Byggeri fagene til at indgå i et samarbejde, hvis eneste formål var at udvikle et fælles sæt spilleregler, forklarer chefkonsulent Niels Strange, der er en af de gennemgående figurer i Toleranceprojektet.
- I Dansk Byggeri forventer vi, at hvis fagene bruger de nye fælles tolerancer, så kan der opnås en højere kvalitet i det udførte arbejde, vi vil se en bedre produktivitet, og antallet af konflikter mellem de udførende i byggeriet vil kunne reduceres betydeligt, fortsætter Niels Strange
Kontrolmetoder er indarbejdet i håndbøgerne
Niels Strange fortæller, at håndbøgerne opererer med tre toleranceklasser, lempet, normal og skærpet, heraf forventes det at 80 % tolerancerne vil være tilknyttet normal klasse.
- For alle tolerancer, der er nævnt i håndbøgerne, er det angivet hvilken kontrolmetode, der er tænkt anvendt, siger han og fortsætter:
- Alle kontrolmetoder er grundigt beskrevet i håndbøgerne, hvilket sikrer at det fælles referencegrundlag.
Veludført håndværk
Træsektionen valgte i 2006 at udgive ’Veludført Træhåndværk’, der er en let og overskuelig oversigt af tolerancer for typiske opgaver i tømrerfaget. Pjecen indeholder tolerancer og målemetoder fra Hvor går grænsen bøgerne, men format og indhold er tilpasset, så de er let anvendelige på byggepladsen.
Murersektionen fulgte efter med deres ’Veludført Murerhåndværk’ i 2008, der er holdt i samme let tilgængelige form.
Veludført træhåndværk - Kundepjece
Søren Meyer, konsulent for Træsektionen fortæller, at sektionen i 2008 udgav en kundeudgave af ’Veludført Træhåndværk’.
- Med denne pjece har sektionen skabt et fælles referencegrundlag mellem kunde og håndværker. Pjecen har fokus på de forventninger kunderne kan have til det arbejde de skal have udført, siger Søren Meyer.
Formålet med pjecen er at afstemme kundens forventninger med de udfaldskrav, der stilles til håndværket, ligesom pjecen giver kunden en grundlæggende viden om byggematerialers reaktion på fugt- og varmepåvirkninger.
- Træsektionen håber at medlemmerne vil tage pjecen, der er gratis for medlemmer af Dansk Byggeris medlemmer, til sig, og bruge den når de afgiver tilbud til deres private kunder, slutter Søren Meyer.
Foto af Niels Strange http://billeder.danskbyggeri.dk/download/Site/index.jsp?recordID=13081
Yderligere informationer: Chefkonsulent Niels Strange, mobil 40 33 64 94
Konsulent Søren Meyer, mobil 29 13 17 52
Redaktør Martin K.I. Christensen, tlf. 72 16 01 53