Løkke gav bolden op
Dansk Byggeri glæder sig over, at den siddende regering fortsat viser, at den har politiske ambitioner og viser, at den også har midlerne til at takle de store udfordringer, vi står overfor. - Der skal være plads til begejstring, og vi så i dag en statsminister, som spillede sig selv på banen, som handledygtig regeringsleder. Med en åbningstale med fokus på fremtiden – de unge – og på innovation, klima og grøn vækstøkonomi, som vejen til at placere Danmark gunstigt i en fremtidig global økonomi, har regeringen gjort det klart, at den kan og vil føre Danmark ud af krisen, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Dansk Byggeri er især godt tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen gjorde det meget klart, at der vil være stor opmærksomhed rettet mod, hvordan vi gør det interessant at drive virksomhed og skabe arbejdspladser i Danmark. - Løkke forstod at sætte bolden i spil. Danmark har mange gange vist, at vi forstår omstillingens kunst. I disse år er der mere end nogensinde behov for at give plads til alle opfindsomme og idérige forskere og erhvervsfolk, som med statsministerens ord kan vise vej væk fra afvikling og frem mod udvikling. Der er behov for en ny grøn verdensøkonomi, som skal konkretiseres med nye produkter og ydelser. På det område er vi allerede langt fremme i Danmark, og den position skal vi fastholde, understreger Lars Storr-Hansen. Dansk Byggeri hæfter sig også med tilfredshed ved, at regeringen vil iværksætte en stor indsats mod ledigheden blandt unge, og at regeringen ikke har opgivet målet om en erhvervsuddannelse til 95 % af en årgang i 2015. - Midt i krisen kan det være vanskeligt at se en vej for de unge, men her må alle spille sig selv på banen, og byggeerhvervet kommer også til at skulle hive sig selv op ved hårene og levere de nødvendige praktikpladser, slutter Lars Storr-Hansen Kontakt: Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, på telefon 41 19 33 04 Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32