Rødt skatteudspil er en "ommer"
S-SF vil bekæmpe rigdom frem for fattigdom, spænde ben for global konkurrenceevne og anvende straf i stedet for forebyggelse på arbejdsmiljøområdet. Det ligner i det hele taget en S-kovending af historiske dimensioner, mener Dansk Byggeri - Vi bemærker, at oppositionen hæver fanen for at bekæmpe rigdom i stedet for at koncentrere sig om at bekæmpe fattigdom. Men ved at indføre en millionærskat bliver vi alle sammen fattigere, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri. Han er stærkt kritisk og forundret over især socialdemokraterne, som har foretaget en veritabel kovending i forhold til selskabsskatten. - Det eneste, danske virksomheder ikke har brug for, er, at selskabsskatten øges. Det vil skade dansk erhvervslivs globale konkurrenceevne, siger Lars Storr-Hansen og fremhæver, at der her er sket en socialdemokratisk kovending i forhold til den Nyrup-ledede SR-regering i 1990´erne, som sænkede selskabsskatten i 1999 og 2001. Oppositionen foreslår også at indføre en ny arbejdsskadeafgift med et skatteprovenu på 0,5 mia. kr. til særlig ”farlige brancher”, fordi den ifølge oppositionen vil øge virksomheders og branchers incitament til at forbedre arbejdsmiljøet. Men den logik har Dansk Byggeri meget svært ved at forstå: - Flere afgifter har ikke en effekt på forbedret arbejdsmiljø. Tværtimod er det sådan, at hvis du vil kæmpe for at styrke arbejdsmiljøindsatsen, så skal du investere penge på området i den enkelte virksomhed – og ikke hente pengene ud af virksomhederne i form af afgifter, siger Lars Storr-Hansen og noterer sig også her en fælles kovending, idet både Socialdemokraterne og SF tilsyneladende er drejet ind på en ny vej, hvor man går ind for straf i stedet for forebyggelse som politisk værktøj. Kontakt: Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, på telefon 41 19 33 04 Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32