Tilbagegangen er stoppet
Tilbagegangen er stoppet Ordrebeholdningen i juni måned i bygge- og anlægsbranchen var stadig markant lavere end normalt, men det ser ud til, at lavpunktet er passeret. Samtidig ser det ud til, at renoveringspuljen er ved at få den ønskede effekt I juni måned havde virksomheder, der repræsenterer 50 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen, færre ordrer end normalt. Til sammenligning var det tilsvarende tal i marts måned helt oppe på 61 %. - Efter at et rekordstort antal virksomheder i løbet af vinteren har meldt om færre ordrer end normalt, ser vi nu, at selv om billedet stadig er skæmmende, så er antallet af virksomheder med færre ordrer end normalt ikke længere lige så stort, udtaler økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri. Der er dog store forskelle brancherne imellem. I marts måned meldte virksomheder i murerbranchen, der repræsenterede hele 80 % af beskæftigelsen, om færre ordrer end normalt – nu er det tal faldet til 53 %. Det samme billede gør sig gældende for malerne. Her var der i marts måned virksomheder, der repræsenterede 68 % af beskæftigelsen, der meldte om færre ordrer end normalt. I juni var det tilsvarende tal 33 %. - Det er interessant at se, at nogle af de brancher, der har været hårdest ramt, nu er på vej tilbage. Især murerne var hårdt ramt i løbet af vinteren, men nu ligger de faktisk tæt på gennemsnittet i bygge- og anlægsbranchen, fortæller Andreas Fernstrøm. - Selv om horisonten stadig ikke er lys, ser det dog ud til, at vi har passeret bunden. Her har eksempelvis regeringens renoveringspulje også haft en positiv effekt. Efter en lidt langsom start, ser det ud til, at den nu er begyndt at have den ønskede effekt, og der er mange, der har glæde af renoveringspuljen, siger Andreas Fernstrøm. Han advarer dog om at hvile på laurbærrene. - Selv om billedet er lidt lysere end i sidste måned, så skal vi altså stadig holde os for øje, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, der repræsenter 50 % af beskæftigelsen, melder om færre ordrer end normalt, slutter Andreas Fernstrøm. Kontaktoplysninger Økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, tlf. 72 16 01 44 Kommunikationskonsulent Mette Schmidt, tlf. 22 82 96 48