Danske Anlægsgartnere støtter skatteudspil om 2 mia. kroner til renovering, men anbefaler at forslaget kobles tæt til klimaet

Report this content

”Det er en rigtig god idé at sætte skub i beskæftigelsen ved at støtte renovering af vores boliger. Og, hvis man kan tilgodese klimaet samtidig, så er der vundet endnu mere,” siger direktør Stephan Falsner, Danske Anlægsgartnere

Boligejerne skal have to mia. kroner over to år til at renovere deres huse, lyder udspillet fra Dansk Folkeparti i forhandlingerne om skattepakken. Det vil skabe 3.000 nye jobs.

”Renovering af kloakker og afløbssystemer bør have en høj prioritet idet de stigende regnmængder udgør en alvorlig trussel ikke bare i form af oversvømmelse men også i form af øget risiko for fx skimmelsvamp. En af de mest effektive måder at sikre sig er ved at anlægge faskiner som både bortleder og opsamler regnvandet så det kan genbruges til fx havevanding” lyder det fra Danske Anlægsgartnere.

Pengene skal komme til boligejerne i form af et tilskud eller et fradrag, som vil dække en del af udgifterne til renovering. Og det kan gå hurtigt. De første støttekroner kan blive udbetalt allerede fra april i år. Modellen er ikke som i regeringens udspil bundet op på, at pengene skal gå til energiforbedringer. Støttekronerne kan anvendes til alle former for renovering.

Klimaændringerne betyder at danskerne står over for helt nye former for boligrenovering.

”Vi modtager flere og flere henvendelse fra boligejere om alle former for udvendig klimasikring: kloakker, faskiner, grønne tage, tilplantning med vandsugende træer osv. Det er ikke alle kommuner som har sat gang i renoveringen af kloaknettet og det betyder at det er den enkelte boligejer der står med problemet når vandet hober sig op og ikke kan ledes væk. Derfor er udspillet om tilskud til renovering et forslag som kan gavne både den enkelte boligejer, øge beskæftigelsen og aflaster de offentlige budgetter til kloakrenovering” siger Stephan Falsner som anbefaler at forslaget bliver en del af skatteforliget.

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links