Ejendomsmæglerne er godt på vej til at boykotte boligsælgerne
Det er lidt af et paradoks, at ejendomsmæglerne forsøger at boykotte boliga.dk - mæglernes fornemste opgave er, at sælge boliger hurtigst muligt, til glæde for både sælger, køber og mæglernes egen forretning, lyder det fra Danske BOLIGadvokaters formand
Ejendomsmæglernes holdning er helt ude af trit med virkeligheden og noget støvet. Moderne teknologi skal bruge til at gøre det nemt at sælge sin bolig!
Når beslutningen om salg af boligen er truffet, så gælder det om at få det fortalt til flest mulige potentielle købere hurtigst muligt. Netop her giver internettet og mobiltelefonen uovertrufne muligheder.
Så snart mægleren har lagt boligen på sit eget site, begynder andre søgemaskiner at finde både tekst og billeder, og boligsælgeren kan glæde sig over, at det bliver stadig lettere for køberne at finde boligen på nettet. Ejendomsmægleren kan glæde sig over at få gratis hjælp til markedsføringen af boligen og dermed hurtigere adgang til mulige købere.
Netop derfor virker det helt mærkværdigt, at Dansk Ejendomsmæglerforening har en holdning til, at det skal være svært for andre søgemaskiner og uafhængige boligsites at vise billeder af boliger, som ejendomsmæglerne har fået til opgave at sælge. Mægleren får sit honorar, uanset hvor køber har set boligen og kan glæde sig over den ekstra markedsføring.
Danske BOLIGadvokater har også etableret et boligsite, hvor alle former for boliger ganske gratis kan sættes til salg eller leje. Her crawler man også andre sites og forsøger på ingen måde at boykotte andre, der har lyst til at kigge med og lægge kopier over på egne sites.
”Faktisk er vi rigtig glade, når vores site crawles, forbrugerne får et mere gennemskueligt marked, et større udvalg, og det bliver nemmere for sælgerne at få vist boligen frem” forklarer Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater. Foreningen lancerede for knap 2 år siden en portal, hvor det via mobiltelefonen er muligt at finde de boliger, der er til salg overalt i landet.
”I ferietiden kommer man helt nye steder i landet og forelsker sig måske i et sommerhusområde. Via mobiltelefonen kan man se, hvad der er til salg i området og slå et smut forbi. Det er jo meningen at ejendomsmæglere og boligadvokater skal gøre det nemt og trygt at være henholdsvis boligsælger og køber”, fastslår Jan Schøtt-Petersen, der slet ikke forstår Dansk Ejendomsmæglerforenings holdning og ønske om at begrænse mulighederne for at markedsføre boligerne mest muligt.
Danske BOLIGadvokater opfordrer alle landets ejendomsmæglere og boligsælgere til at gøre det så nemt som overhovedet muligt at få vist boligen frem på nettet. ”Det er en af måderne at få forkortet salgstiderne på” lyder opfordringen fra Danske BOLIGadvokater.
Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Scøtt-Petersen. mobil: 3060 3311
Hvad står Danske BOLIGadvokater for? Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsenterer sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel og er forpligtet til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning. Certifikatet betyder også, at der stilles krav til medlemmerne om løbende uddannelse og kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 220 medlemmer fordelt over hele landet.