Fri proces til tinglysningsofrene

Report this content

Boligejere er på vej med sagsanlæg mod staten.

Civilstyrelsen har netop bevilget fri proces til de mange tusinde boligejere og bolighandlende, som kom i klemme i forbindelse med den mislykkede implementering af digital tinglysning, som blev påbegyndt i efteråret 2009.

”Den digitale tinglysning skulle gøre livet lettere og ikke mindst hurtigere i forbindelse med bolighandel og lånekonvertering. Målet var at reducere tinglysningstiden til langt under de 10 dage, det gennemsnitlig tog, før Domstolsstyrelsen igangsatte sit ”Big Bang” projekt”, forklarer Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater. ”Men sådan gik det ikke, der skulle gå 16 måneder, før Domstolsstyrelsen nåede ned på 10 dage.”

I den periode led rigtig mange tab ved køb, salg eller omkonvertering af lån og kreditforeningslån.

Danske BOLIGadvokater har etableret foreningen Gruppesøgsmål.nu for at føre sag mod staten om kompensation til de mange ofre for den stærkt fejlbehæftede implementering.

For at deltage i gruppesøgsmålet skal følgende være opfyldt:

  1. Man skal have købt eller solgt bolig eller konverteret lån i perioden 1. august 2009 – 31. december 2010
  2. Det skal have taget mere end 10 dage at få gennemført tinglysningen (fra det tidspunkt sagen er sendt til tinglysning, og til selve tinglysningsattesten foreligger)

Har tinglysningen taget længere tid, vil man have lidt et tab. Jo længere tiden er, des større er tabet.

”Fri proces er særligt velegnet til netop denne type af sager, idet der ikke er nogen minimumsgrænse for tabets størrelse. Ved et mindre tab vil den enkelte normalt afskrive tabet, idet det vil være for dyrt at føre sagen. Men sammenlagt udgør tabene et voldsomt stort beløb. Det principielle i denne sag er, at staten ikke bare kan iværksætte et nyt system uden at teste og sikre sig mod fejl, som kan få store økonomiske konsekvenser for de borgere, som rammes,” forklarer advokat Morten Samuelsen, som fører sagen på vegne af Gruppesøgsmål.nu og Danske BOLIGadvokater.

Danske BOLIGadvokater opfordrer alle, der opfylder de to betingelser til at forhåndstilmelde sig gruppesøgsmålet. Det sker på www.gruppesøgsmål.nu.

Er man tilmeldt her, vil man automatisk blive holdt orienteret om udviklingen i sagen.

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en Dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel og er forpligtet til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning. Certifikatet betyder også, at der stilles krav til medlemmerne om løbende efteruddannelse og kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 220 medlemmer fordelt over hele landet.

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links