Tikkende vandbombe under huset kan vælte økonomien
Det koster op til 400.000 kr. at renovere kloakken på grunden og sikre sin kælder. En ekstraregning som stadigt flere boligkøbere hænger på, fordi hverken de eller sælger undersøger, hvordan kloakken har det, og fordi forsikringen ikke dækker pr. automatisk.
Mange nye husejere opdager for sent – og først når de er flyttet ind – at der er noget galt. Typisk efter et særlig kraftigt regnskyl, hvor opstigende vand fra kloaksystemet trænger ind i huset.
Klimaforandringer kombineret med store tagflader på husene samt mange kvadratmeter flisebelagte arealer, giver risiko for oversvømmelse. Og risikoen bliver stærkt forøget, hvis kloak og afløb er for små, eller tilstoppede.
”Tilstandsrapporten omfatter ikke et kloakeftersyn. Derfor skal man som køber være særlig opmærksom på eventuelle fejlkonstruktioner og skader på kloak og afløb. Hvis der tidligere har været vandskade i huset, må det undersøges nærmere, hvordan skaden opstod”, lyder rådet fra Danske BOLIGadvokater.
”Huse med kældre og huse, hvor afløbssystemerne ikke er vedligeholdt, er betydeligt mere udsatte.. En høj grundvandstand, og en lav beliggenhed, hvor overfladevand kan blive ledt hen, giver ligeledes større risiko for oversvømmelse.”
Ejers ansvar
Mange tænker formentlig ikke så meget på, hvordan kloakken har det. Normalt fungerer den jo bare. Men hvis kloakken ikke kan klare presset fra regnskyl og giver vand i kælderen, fordi den er tilstoppet, eller hvis spildevand løber ud i jorden og afgiver fugt til husmuren, fordi den er gennembrudt af rødder, så er det dig som husejer, der er ansvarlig. Og du skal selv for egen regning sørge for at udbedre skaderne.
Kommunen har kun ansvar for den del af kloakstikledningen, som går fra hovedkloakken og frem til ejendommens skel.
”Forsikringen må da dække, hvis der sker vandskader? Ja, men langt fra i alle tilfælde!” Din indbo- og husforsikring dækker vandskader, hvis det er et "voldsomt skybrud", der er årsagen til, at husets afløbssystem ikke kan lede vandet væk. Et "voldsomt skybrud" defineres, som når nedbøren er så kraftig, at ikke tilstoppede, normalt konstruerede og vedligeholdte afløbssystemer ikke kan klare at lede vandet væk..
Forsikringen dækker dog ikke, hvis der er for små kloakledninger på grunden, og hvis dette betyder, at store mængder regnvand skubbes tilbage i rørene og ind i husets kælder eller stue.
Danske BOLIGadvokater opfordrer huskøbere til at sikre sig, at kloakforholdene er i orden i forbindelse med handlen. Er man i tvivl bør man tegne en udvidet ejerskifteforsikring, der dækker lovliggørelse af stik- og kloakledninger. Denne forsikring vil i kombination med en udvidet husforsikring give den bedste dækning.
Danske BOLIGadvokater gør samtidig opmærksom på, at man skal se sig godt for når man vælger forsikringsselskab idet, det ikke er alle forsikringsselskaber som tilbyder lovliggørelse som en del af den udvidede ejerskifteforsikring.
Det er dog vigtigt at bemærke, at en ejerskifteforsikring ikke dækker forhold som skyldes manglende vedligeholdelse, slid og ælde eller udløb af byggematerialernes levetid.
Man kan selv foretage den almindelige vedligeholdelse og forebygge vandskader.
Har man mistanke om utætheder eller for gamle og underdimensionerede kloaksystemer kan en kloakmester foretage en tv-inspektion og afdække situationen.
Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. Mobil: 3060 3311
Hvad står Danske BOLIGadvokater for?
Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet.
Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsenterer sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v.
Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel og er forpligtet til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning. Certifikatet betyder også, at der stilles krav til medlemmerne om løbende uddannelse og kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser.
Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 250 medlemmer fordelt over hele landet.