Nu kommer Dankortet på MobilePay Online

Report this content

Flyvende start for mobil e-handel i Danmark: 

MobilePay til brug i danske webshops er kommet godt fra start. Fra i dag forstærkes løsningen markant, fordi det nu bliver muligt at tilknytte danskernes favoritkort, Dankortet. 

Mobil e-handel i Danmark har fået en flyvende start. For blot syv uger siden åbnede DIBS Payment Services, sammen med Danske Bank, op for alle danske webshops kunne udbyde varer til betaling via MobilePay fra både mobil, tablet og desktop. Allerede nu har ca. 300 webshops koblet sig på løsningen.  

Fra i dag forstærkes MobilePay til e-handel yderligere, fordi det også bliver muligt at anvende danskernes favoritkort, Dankortet. Hidtil har løsningen kun været åben for brug af internationale betalingskort.

”Dankortets deltagelse er et kæmpe skridt fremad. Nu er alle døre åbne for, at e-handel via MobilePay kan blive den hurtige, enkle og bredt favnende løsning til danskerne, som vi har ønsket at skabe” siger chefen for MobilePay-divisionen i Danske Bank, Mark Wraa-Hansen.

Sikkerhed og brugervenlighed går op i en højere enhed

Hos landets største udbyder af online betalingsløsninger, DIBS Payment Services, betragter man Dankortets deltagelse som afgørende. DIBS og Danske Bank har arbejdet på MobilePay Online i over et år – dette samarbejde har blandt andet bestået i udvikling af løsningen og en længere testfase sammen med en håndfuld udvalgte DIBS-kunder. I dag er man i DIBS særdeles glade for, at løsningen nu er fuldent med Dankortets deltagelse.

”Vores kunder i form af webshops og partnere er i forvejen meget bevidste om, at MobilePay kan øge mobilhandelens udbredelse i Danmark. Med Dankortets deltagelse kommer det til at blive yderligere attraktivt for webshops at koble sig på løsningen. MobilePay Online er spændende Vi er stolte af, at kunne sige, at vi står bag betalingsløsningen til MobilePay Online” siger Henriette Høyer, Sales Manager hos DIBS.

Hos Nets fremhæver Senior Manager med ansvar for Dankortet, Mette Munck Bertelsen, at der nu er etableret en løsning, hvor sikkerhed og brugervenlighed går op i en højere enhed.

”Det er vigtigt for os, at det er nemt, effektivt og sikkert at betale med Dankort. Derfor er det oplagt, at danskerne fremover også kan vælge at tilknytte deres Dankort, når de handler med MobilePay Online” siger Mette Munck Bertelsen.

Webshops roser MobilePay-løsningen

Mange af DIBS’ kunder, som allerede har taget løsningen i brug, er positive og har især fokus på to elementer:

-          Betalingen via MobilePay går nemmere og hurtigere, fordi kunderne slipper for at taste kortoplysninger

-          Flere kunder end hidtil forventes at gennemføre online indkøbene, fordi de altid har mobiltelefonen ved hånden og genkender MobilePay

thansen.dk har helt fra start været med til at teste MobilePay Online sammen med DIBS og har derfor opbygget et indgående kendskab til løsningen. Hos thansen.dk står MobilePay i dag for godt 5% af webbetalingerne.

”Den andel må forventes at vokse betydeligt, når Dankortets inkludering nu giver en større andel MobilePay-brugere mulighed for at handle mobilt. Kunderne søger nemmere og sikrere måder at betale på. Her er MobilePay et nyt og godt alternativ,” siger Bo Bommersholt Sørensen, CIO & e-Commerce Manager, thansen.dk

Hos Chanti.dk, der også bruger DIBS’ betalingsløsninger og har været testkunde på projektet, oplever direktør Per Søndergaard en kraftig stigning i MobilePay-betalinger i tidsrummet 16.00-18.00, hvor kunderne sidder i toget eller bussen og shopper på vej hjem fra arbejde.

”Vi er selv blevet overrasket over, hvor mange betalinger, der kommer gennem MobilePay. Kundeadfærden med at handle på vej hjem fra job forstærker tendensen væk fra desktop og over mod mobile onlinebetalinger,” siger Per Søndergaard.

Boozt.com har indenfor en måned set knap 15% af transaktionerne flytte over på MobilePay. Allerede nu vælger flere MobilePay end PayPal som betalingsmulighed. Når Dankortet kommer med, forventer virksomheden, at andelen af gennemførte køb stiger til 70-75% for MobilePay og hurtigt vil overgå antallet af gennemførte køb med kort, invoice og PayPal.

”Er du på farten eller sidder i sofaen og shopper tøj og sko hos os, så har de fleste mobilen ved hånden. Derfor kan de nemt og enkelt betale mobilt uden at hente pung og taste kortoplysninger,” siger Peter Jørgensen, markedsdirektør for Boozt.com.

Kraftig vækst i transaktioner og overførte beløb

Hos Danske Bank siger Mark Wraa-Hansen, at det samlede volumen af MobilePay Online-betalinger stadig er begrænset, fordi man er startet næsten fra nul efter en testperiode. I marts måned når omsætningen op på knap to mio. kr. fordelt på ca. 3.000 transaktioner. Gennemsnitskøbet ligger omkring 600 kroner.

”Omsætningen blev tredoblet fra januar til februar. Og fordoblet fra februar til marts. Så vi tror på fortsat hastig vækst gennem hele 2015,” siger Mark Wraa-Hansen, som fremhæver, at der hverken er en daglig eller årlig beløbsgrænse, når kunder handler via MobilePay på nettet.

Læs mere om MobilePay Online her: www.dibs.dk/mobilepay

FAKTA OM DE VIGTIGSTE MOBILEPAY LØSNINGER

Fakta om MobilePay Online

Den nye løsning til handel via MobilePay på nettet kaldes MobilePay Online. Med MobilePay Online har virksomheder mulighed for at tilbyde deres kunder, at de kan betale med deres kort via MobilePay i netbutikkerne. MobilePay Online udbydes via en Payment Service Provider (PSP). Og det er en forudsætning, at netbutikkerne har en aftale med en kortindløser. Netbutikkerne behøver ikke være kunder i Danske Bank.

Teller A/S og Euroline deltager som kortindløsere af internationale betalingskort i Danmark. Flere andre kortindløsere ventes snart at koble sig på MobilePay Online.

MobilePay Online er en selvstændig løsning til netbutikker og har ingen sammenhæng med MobilePay Business, som er betalingsløsningen til fysiske butikker. Der er ingen beløbsgrænser, når kunder e-handler via MobilePay Online.

Fakta om MobilePay Business

MobilePay Business er en betalingsløsning, som opfylder virksomheders behov for at modtage betalinger fra smartphones – helt uden at benytte kortterminaler. Med MobilePay Business kan virksomheden tilbyde sine kunder, at de kan betale med MobilePay i butikken. Løsningen er til brug i fysisk handel.

MobilePay Business består af en app og et modul, hvor man kan administrere MobilePay Business online. Den er tilgængelig for alle danske erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende oprettes med en konto. Derpå kan MobilePay Business app'en gratis hentes og aktiveres. MobilePay Business findes til IOS og Android, samme løsning til smartphones og tablets.

Fakta om MobilePay til private

MobilePay er en app, der gør det lige så let at overføre penge som at sende en sms. Løsningen er tilgængelig for alle danskere over 13 år. App’en kan hentes gratis til iPhone i Apples App Store, til Android-telefoner i Google Play og til Windows Phone i Windows Store. MobilePay er i stærk vækst. Forventet årlig aktivitet er p.t. 50 mio. betalinger og 12 mia. kr. i omsætning. MobilePay kan bruges af privatpersoner til at sende / anmode om penge hos andre privatpersoner, betale varer i fysiske butikker samt betale med sit kort via MobilePay på nettet.

Henriette Høyer, Sales Manager, DIBS Danmark, Mobil: +45 3165 6565, Direkte: +45 8852 1966, E-mail: henriette.hoyer@dibs.dk

DIBS tilbyder det bredeste udbud af enkle og sikre betalingsløsninger på nettet. Vi begyndte i 1998 og var da pionerer inden for online betalingsløsninger – i dag er vi Nordens førende. Vi var de første til at gennemføre en milliard transaktioner. Vi har over 15.000 kunder med en samlet omsætning på mere end 100 milliarder kroner. Over 2.500 nye webshops vælger årligt vores løsninger. Vi er 100 medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge, som arbejder på at gøre online betaling enkelt og sikkert. 

Tags:

Multimedia

Multimedia