Allerød Gymnasium på olie-besøg hos DONG Energy
30 piger og drenge fra Allerød Gymnasiums 1.g klasse i kemi var på besøg hos DONG Energy for at lære mere om olie
Hvad består råolie af? Hvordan laver man olie om til benzin? Og hvordan får man overhovedet olie op nede fra bunden af Nordsøen?
Det er spørgsmål, som 30 piger og drenge fra Allerød Gymnasiums 1.g klasse i kemi har beskæftiget sig intensivt med i foråret.
Det intensive forløb blev afsluttet med et besøg hos DONG Energy i Hørsholm fredag den 6.maj, hvor gymnasieeleverne fik sat praksis på teori med oplæg fra tre DONG Energy specialister, der alle fortalte om deres arbejde med efterforskning og boringer efter olie.
Philip Wahl, ph.d og lektor, underviser de unge 1.g'ere i kemi på Allerød Gymnasium, og har stået for forløbet om det sorte gulds kemiske sammensætning, og det var ham, der fik ideen til et besøg hos DONG Energy.
"Efter et ret intensivt forløb om olie, tænkte jeg, det kunne være godt at få noget praksis læring på al teorien. På den måde kunne vi vise eleverne, hvor meget af teorien, de kan bruge, når de en dag lander på arbejdsmarkedet." fortæller Philip Wahl og fortsætter
"Derfor tog jeg kontakt til DONG Energy, så mine elever kunne se, hvilke jobmuligheder de har den dag, de er færdiguddannet, hvis de gerne vil arbejde i oliebranchen."
Hos eleverne var der stor begejstring over at komme ud af klasselokalet og bruge en dag hos DONG Energy.
"Vi har haft en masse timer, hvor vi bl.a. har lært, hvad råolie består af, og hvordan raffineringsprocessen fungerer, og det har været super spændende. Men det er også rigtig godt og komme ud til en rigtig virksomhed, så man kan se, hvordan det foregår i den virkelige verden," fortæller Joachim Knudsen.
Philip Have, der også var med dagen, kunne godt forestille sig, at de mange kemitimer en dag skulle bruges til netop et job i oliebranchen.
"Det har været rigtig godt at være hos DONG Energy i dag. Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig et job som ingeniør i DONG Energy eller i en anden olie-virksomhed. Det virker som en spændende og international branche, hvor man rigtig kan få set verden."
For Bernd Bak, der er HR Partner hos DONG Energy, er det en succes hver gang, virksomheden kan åbne sine døre for unge, der gerne vil lære mere om energi.
"Vi er altid glade, når vi kan stille os til rådighed og dele ud af vores viden om energi. Samtidig har vi muligheden for at vise 30 unge mennesker, at energibranchen er en af fremtidens vækstbrancher - både herhjemme og internationalt," siger Bernd Bak.
De 30 elever fra Allerød Gymnasium brugte det meste af fredagen hos DONG Energy i Hørsholm, hvor dagen bl.a. gik med foredrag om geologi, boringer efter olie i Nordsøen og behandling af olie på produktionsplatforme.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Helene Aagaard
+45 9955 9330