DONG Energy indvier havmølleparken Burbo Bank
DONG Energy’s administrerende direktør Anders Eldrup åbnede i dag havmølleparken Burbo Bank ud for Liverpool i England med deltagelse af den engelske energiminister, Malcolm Wicks og den danske transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen.
DONG Energy’s administrerende direktør Anders Eldrup åbnede i dag havmølleparken Burbo Bank ud for Liverpool i England med deltagelse af den engelske energiminister, Malcolm Wicks og den danske transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen.
I dag klokken 13.30 indviede DONG Energy’s administrerende direktør Anders Eldrup sammen med den engelske energiminister Malcolm Wicks og den danske transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen havmølleparken Burbo Bank, der er placeret 10 kilometer ude i Det irske Hav, tæt ved Liverpool på Englands vestkyst.
Parken består af 25 stk. 3,6 MW Siemens-møller med en samlet produktionskapacitet på 90 MW. De 25 møller vil på årsbasis kunne producere 315 mio. kWh., svarende til 80.000 husstandes årlige forbrug.
DONG Energy har med Burbo Bank været med til at opføre tre havmølleparker i England.
”Med indvielsen af Burbo Bank styrker vi vores position på det britiske marked. Udover at være et de mest aktive selskaber indenfor vindprojekter, er vi med det nyåbnede Ormen Lange-gasfelt i Norge en betydelig gas-leverandør, ligesom vi har offshore-aktiviteter i West of Shetland. Det er samlet set med til at manifestere vores position som et integreret energiselskab i Nordeuropa,” siger Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy.
Ved indvielsesceremonien, hvor lokale politikere, parlamentsmedlemmer og samarbejdspartnere deltog, sagde den engelske energiminister Malcolm Wicks:
”Storbritannien er en ø-nation med nogle af de bedste vindressourcer i Europa, hvis ikke i hele verden. Vi har derfor en mulighed for at blive en global leder inden for havmøllesektoren. De potentielle økonomiske og miljømæssige gevinster heraf er enorme. Hvis vi skal nå vores mål for vedvarende energi må vi bygge flere havmølleparker. Det er mig derfor en stor fornøjelse at se Burbo Bank i drift. Nordvestengland ser ud til at blive et rigtigt kraftcenter for offshore vindenergi.”
Den danske transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen glædede sig over det danske islæt i den britiske satsning på vindenergi.
”Udfordringen med CO2-udslip i atmosfæren er global. Derfor er der også behov for globale løsninger, og det er ikke uden en vis stolthed, man som dansk minister kan se, hvordan danske virksomheder bidrager med know-how og teknologier i den absolutte verdenselite ved projekter over alt på kloden,” sagde Jakob Axel Nielsen.
Burbo Bank havmøllepark dækker et areal på 10 kvadratkilometer. De 25 møller når med det yderste af vingespidsen cirka 140 meter over vandspejlet.
DONG Energy er i England i forvejen medejer af havmølleparken Barrow på vestkysten og planlægger at opføre havmølleparken Gunfleet Sands ved Themsens udmunding på østkysten af England. Derudover arbejdes med partnere om andre markante britiske havmølleprojekter.