DONG Energy og Better Place bag energisatsning i Frederikshavn

Report this content

Frederikshavn Kommune, Energibyen Frederikshavn, DONG Energy og Better Place Denmark i samarbejde

Fredag den 23. oktober underskriver Frederikshavn Kommune og Energibyen Frederikshavn to nye partnerskabsaftaler med henholdsvis DONG Energy og Better Place Denmark. ”Med partnerskabsaftalerne er vi kommet et betydeligt skridt nærmere realiseringen af vores ambition om at gøre Frederikshavn til 100 procent vedvarende energiby. DONG Energy og Better Place er nogle af de store spillere på energiområdet, og de sender med indgåelsen af aftalerne et meget klart signal om, at de tror på Frederikshavn Kommunes satsning på vedvarende energi. Partnerskabsaftalerne er et gennembrud i realiseringen af projektet Energibyen Frederikshavn, og samtidig er aftalerne værdifulde for det vækstlokomotiv, vi lige nu sætter på skinner for at skabe nye forretningsområder og nye job på energiområdet og det maritime område,” vurderer Frederikshavns borgmester, Erik Sørensen. Massiv DONG-satsning Partnerskabet mellem DONG Energy og Frederikshavn Kommune skal sikre den fortsatte udvikling af et sammenhængende, vedvarende energisystem i kommunen inden for el, varme og transport. Parterne vil bl.a. vurdere, hvordan biogas, affald og geotermi bedre kan udnyttes i energiproduktionen og bygge videre på samarbejdet om energibesparelser. Der er allerede indgået en aftale om aftag af grøn vindmøllestrøm i takt med at seks nye havvindmøller kommer i drift og endelig er det ambitionen, at Frederikshavn skal blive et dansk testcenter for off-shore vindmøller. ”Frederikshavn Kommune demonstrer en stærk vilje og ikke mindst handlekraft i forhold til klima og miljø. Jeg glæder mig over, at DONG Energy kan bidrage til, at kommunen når sit ambitiøse mål om at være 100 % forsynet med vedvarende energi i 2015”, siger Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy. Et ’demonstratorium’ for el-biler Partnerskabsaftalen med DONG Energy indgås samtidig og helt i tråd med en partnerskabsaftale mellem Energibyen Frederikshavn og Better Place. Frederikshavn bliver den første kommune i Nordjylland, der samarbejder med Better Place om udvikling og opstilling af en infrastruktur til opladning af elbiler. Derved bringer kommunen sig helt i front som et ’demonstratorium’ for elbiler. Aftalen lægger bl.a. op til tæt samarbejde om kortlægning, godkendelses-procedurer og opstilling af et netværk af ladestationer. Det er også planen, at kommunens egen bilpark skal skiftes ud med elbiler på de områder, hvor det er muligt. Infrastrukturen ventes opført frem mod 2015, og håbet er, at kommunen ved at gå forrest og skabe de bedst mulige rammer kan inspirere borgerne til at skifte benzinslugeren ud til fordel for de næsten lydløse, klimavenlige elbiler. ”Frederikshavn Kommune er en af landets mest ambitiøse og visionære kommuner på klimaområdet, og vi ser frem til at arbejde sammen om at fremme overgangen til elbiler i kommunen, til gavn for både klimaet og for kommunens indbyggere. For Better Place er aftalen samtidig et vigtigt skridt på vejen mod at etablere en landsdækkende infrastruktur til opladning af elbiler. Vi arbejder nu sammen med kommuner fra Nordjylland til hovedstadsområdet, og yderligere aftaler vil snart blive offentliggjort,” siger Jens Moberg, CEO i Better Place Denmark. Aftaler underskrives i Arena Nord Fredag samles over 100 mennesker i Arena Nord til konferencen ’Fossil Fri Fremtid – Nu!, hvor vedvarende energi, grøn økonomisk vækst og bæredygtig transport er på programmet. Både Anders Eldrup og Jens Moberg er på deltagerlisten for konferencen og er samtidig hovedpersoner, når de to partnerskabsaftaler skal underskrives kl. 10.20 i Spar Nord Lounge i Arena Nord. Borgmester Erik Sørensen og Mikael Kau, direktør for Energibyen Frederikshavn underskriver aftalerne med henholdsvis DONG Energy og Better Place Denmark. For yderligere oplysninger kontakt: Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør Telefon: 2214 0000 sara.helweg@betterplace.com Energibyen Frederikshavn Mikael Kau, direktør Telefon: 9845 6263 Mobil: 2058 5013 mkka@frederikshavn.dk

Dokumenter og links