H.K.H. Prins Joachim indvier et af verdens første demonstrationsanlæg, Inbicon, til produktion af 2. generations bioethanol
Anlægget skal producere ethanol på basis af halm
Hans Kongelige Højhed (H.K.H.) Prins Joachim indviede onsdag i Kalundborg et af verdens første og største bioethanolanlæg, hvor ethanol produceres på basis af halm. H.K.H. Prins Joachim var flankeret af DONG Energy’s bestyrelsesformand, Fritz H. Schur, og administrerende direktør, Anders Eldrup. Også bestyrelsesformand for Energistyrelsens EUDP-program, Torkil Bentzen, og repræsentant for EU-kommissionen, Kyriakos Maniatis, som har støttet anlægget økonomisk, deltog i indvielsen. ”Vi ønsker at bidrage med en løsning på transportsektorens udfordring med CO2-udledning. Bioethanolanlægget skal demonstrere, at vi er i stand til at producere såkaldt 2. generations bioethanol på baggrund af affaldsprodukter. Tager det globale marked teknologien til sig, giver det nye eksportmuligheder”, siger administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup. Bioethanolanlægget opføres af Inbicon, DONG Energy’s teknologiselskab. Udover bioethanol bliver også lignin-biopiller og C5-melasse resultater af produktionen. Biopillerne kan indgå som brændsel i kraftværker, og C5-melasse kan blandt andet anvendes som dyrefoder. Dermed bliver alle elementer i biomassen udnyttet. ”Allerede under FN’s klimakonference i København i december har vi et udstillingsvindue. En del af bilflåden, der skal transportere de delegerede rundt under konferencen, skal køre på Inbicons bioethanol iblandet benzin. Derudover har vi afsat fem millioner liter til Statoil”, siger administrerende direktør i Inbicon, Niels Henriksen. Fotos og tv-billeder Fotos og tv-billeder fra indvielsen til fri afbenyttelse kan downloades (fotos fra kl. 16.30 og tv-billeder fra kl. 18.00) på: http://dong.xmedia.dxp.dk Brugernavn: Media Kodeord: DONGEnergy For yderligere information, kontakt: Media Relations Andreas Krog +45 9955 2023 Fakta om Inbicon demonstrationsanlæg Råmateriale • Fire ton halm i timen svarende til 30.000 ton halm om året • Enzymer fra Danisco Genencor og Novozymes Årlig produktion • 5,4 millioner liter bioethanol • 13.000 ton lignin-biopiller • 11.100 ton C5-melasse, som bl.a. kan anvendes som dyrefoder Medarbejdere • 30 medarbejdere Pris – samlet anlægsinvestering • Ca. 400 mio. kr. (EUR 54 mio.) Økonomisk tilskud • Udvikling og opførelse er støttet af Energistyrelsens EUDP-program med 76,7 mio. kr. (EUR 10,3 mio) • EU's 7. rammeprogram støtter idriftsættelse og optimering af anlægget med i alt 67,7 mio. kr. (EUR 9,1 mio.). Der er modtaget støtte fra EU’s 5. rammeprogram til udvikling af teknologien i en tidligere fase. --------- DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark.Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr. (EUR 8,2 mia.) i 2008. For yderligere information, se www.dongenergy.com.