Frederiksberg indfører papirløs parkering

Report this content

Billister på Frederiksberg slipper snart for at tænke på, om de har husket beboerlicensen og p-billetten i foruden. Kommunen indfører som den første i Danmark et fuldt digitaliseret parkeringssystem. Det betyder blandt andet, at beboerlicenser i fremtiden bestilles over pc’en, at papirbilletterne forsvinder, og at bilisterne i stedet skal registrere deres parkering via en app på mobiltelefonen, på en af de nye digitale p-automater eller på kommunens hjemmeside.

Parkeringssystemet træder i kraft den 1. april og danner et solidt afsæt for kommunens fremadrettede arbejde med intelligent parkering og smart city. Nye parkeringsskilte, som skal informere billisterne om de nye parkeringsforhold, syner allerede nu i gadebilledet, og hos Frederiksberg Kommune håber man, at billisterne hurtigt vil kunne mærke en forbedret parkeringsoplevelse.

”Frederiksberg er Nordeuropas tættest befolkede by, og vi bliver flere og flere. Det kalder på at tænke måden, vi indretter os på, smartere,” forklarer borgmester Jørgen Glenthøj (C) og suppleres af formand for By- og Miljøudvalget Jan E. Jørgensen (V):

”Den digitale omstilling af hele parkeringsområdet er et vigtigt skridt i retning af en mere smidig infrastruktur. Vores analyser viser, at billisterne om aftenen i snit bruger 11 minutter på at lede efter parkeringspladser på indre Frederiksberg. Dertil kommer gåafstanden til målet. Ved at tænke systemet smartere håber vi både på at nedbringe trængslen og gøre adgangen til parkering nemmere uden at skulle anlægge en masse parkeringspladser, som vi reelt ikke har plads til”.

Frederiksberg i den globale superliga
Flere analyser fra udlandet viser, at omkring en tredjedel af trafikken i storbyerne skyldes bilister, som søger efter parkeringspladser. Samtidig med, at befolkningstilvæksten stiger i byerne, får flere og flere kommuner øjnene op for den mobilitet, som kan sikres gennem datastyrede – eller såkaldte intelligente –parkeringsforhold. Og ifølge en af de førende leverandører af digital infrastruktur placerer Frederiksberg sig med det nye system i den globale superliga.

”Frederiksberg bringer sig helt i front ved at integrere mobilparkering, licenser, p-automater, garager og kontroludstyr i et samlet system. Hverken Amsterdam eller San Francisco, der normalt er længst fremme på parkeringsområdet, har en så stærk og fremtidssikret infrastruktur, som Frederiksberg nu indfører. Det gør på en gang administrationen lettere og åbner op for en række nye muligheder for byudvikling og services til borgerne,” siger Morten Hother Sørensen, administrerende direktør i EasyPark, som er en af de virksomheder, der bidrager med teknologi til det intelligente parkeringssystem.

Han bakkes op af Jørgen Glenthøj:

“Digital parkering er første skridt på vejen til at skabe en smartere by. Det giver os en fantastisk mulighed for at få et indblik i billisternes adfærd og dermed optimere det trafikale flow – både før, under og efter parkeringssituationen”.

Frederiksberg Kommune forventer, at indtjeningen fra parkering reduceres med 40 pct., da bilisterne fremover kun betaler for den tid, de rent faktisk parkerer, og ikke som før fodrer automaten med mønter for at være på den sikre side eller får en parkeringsbøde, fordi de har glemt at stille p-skiven eller trække en billet i automaten.

Udvider parkeringszonen 
Samtidig med at Frederiksberg Kommune indfører digital parkering, udvides parkeringszonen til at dække hele byen. Det betyder, at det nye licens- og prissystem indføres i hele kommunen, hvor det tidligere har været gratis at parkere i nogle områder. Det har bl.a. medført en del ’gratister’, som har udnyttet den frie parkering tæt på Købehavn og offentlig transport og dermed har bidraget til yderligere trængsel på Frederiksberg.

En analyse, som konsulenthuset Incentive for nylig har gennemført for Frederiksberg Kommune, viser, at op mod hver 10. udenbys parkant, parkerer inden for bygrænsen, selvom ærindet ligger uden for Frederiksberg.

For yderligere informationBy- og Miljødirektør Ulrik Winge, 38214000, E: ulwi01@frederiksberg.dk

Morten Hother Sørensen, adm. direktør for EasyPark
M: 40415900, E: morten.hother-sorensen@easypark.net

Fakta om trængselsforhold i Hovedstadsområdet

  • Hvert døgn spildes der ca. 51.000 timer i København og Frederiksberg Kommune på grund af trængsel på vejnettet.
  • Trængslen i hele Hovedstadsregionen er opgjort til ca. 29 millioner tabte køretøjstimer, hvoraf København og Frederiksberg Kommune står for ca. 40 pct.
  • De samfundsøkonomiske konsekvenser af forsinkelsestimerne er opgjort til ca. 8,5 mia. kr. for Hovedstadsregionen i 2012.
  • Københavns Kommunes borgere og besøgende bruger tid på at søge efter gadeparkeringspladser. Denne "cruising" efter parkeringspladser medfører øget trængsel i kommunen og mere luftforurening.

Kilde: Copenhagen Connecting Pre-feasibility Analyse, Rambøll, September 2013. Rapport til Københavns Kommune, Teknik og Miljøforvaltningen


Fakta om Frederiksbergs nye parkeringsordning

  • 2-timers p-zonen udvides til alle offentlige veje på Frederiksberg som én samlet p-zone.
  • P-zonen udvides tidsmæssigt til kl. 7-24 på hverdage og kl. 7-17 på lørdage.
    De 2 første timer er gratis. Derefter udgør prisen for parkering 10, 15 og 20 kr. for henholdsvis 1., 2., 3. og efterfølgende timer med et max. på 70 kr. for en hel dag (kalenderdag). P-tilladelsen kan købes for et vilkårligt antal dage – en uge og for 350 kr. (5 x 70 kr.).
  • P-licens for beboere koster 150 kr. (årligt)
  • P-licens for pendlere koster 400 kr. (pr. måned)
  • P-licens for erhvervskøretøjer koster 1.200 kr. (årligt)
  • Alle beboere på Frederiksberg kan få udstedt en beboerlicens til parkering i hele kommunen
  • Frederiksberg har 110 km vej, så mobilparkering er betydeligt billigere i anlæg end at have mange hundrede parkeringsautomater. Der opstilles kun 18 p-automater i hele kommunen

Kilde: Frederiksberg Kommune

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia