Vejle Kommune indfører digital parkering
Bilister i Vejle kan snart slippe for at lægge p-billetten i foruden. I samarbejde med EasyPark digitaliserer Vejle Kommune nu parkeringsbetalingen og gør det muligt for borgere og besøgende at betale for parkering via mobilen.
Det nye betalingssystem fungerer ved, at bilisterne downloader Easyparks gratis app og tilmelder sig servicen via app’en. På parkeringspladsen skal bilisten blot starte app’en, registrere bilens placering, og indtaste den forventede parkeringstid. Fra app’en kan man forlænge og stoppe sin parkering, så man ikke risikerer bøder og ekstrabetaling.
Mobilparkering gør det lettere at få adgang til parkering og kan føre til gode besparelser for byens borgere og besøgende, da de ikke som før skal fodre automaten med mønter for at være på den sikre side ift. at undgå en parkeringsafgift. App’en hjælper også med at undgå de situationer, hvor man som bilist får en parkeringsafgift, fordi man har glemt at stille p-skiven eller trække en billet i automaten.
Digitaliseringen af Vejle Kommunes parkeringsområde er ifølge Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, et vigtigt skridt i retning af en mere smidig infrastruktur:
”Mobilparkering er et glimrende eksempel på, hvordan digitalisering kan gøre dagligdagen nemmere for både borgere, besøgende og kørende erhverv i kommunen. Samtidigt ser vi digital parkering som et vigtigt skridt på vejen mod Vejle som smart city. Vi vil bruge de intelligente parkeringssystemer til at skabe en mere sammenhængende infrastruktur og til at lette kommunens administration af parkeringen i Vejle. Data fra den digitale parkering vil samtidig give os en endnu bedre forståelse af både parkeringsadfærd og færdslen i byen, så vi bedst muligt kan forbedre forholdene,” forklarer Peder Hummelmose.
Sikker og nem løsning
Ifølge EasyParks administrerende direktør, Lasse Barsholm, bringer den nye aftale Vejle Kommune op på linje med førende danske byer inden for intelligent parkering som f.eks. København, Odense og Frederiksberg.
”Vejle Kommune fremtidssikrer parkeringsområdet med det nye system, der desuden er et godt eksempel på, at man bruger den digitale udvikling til gavn for alle. Ikke alene yder det en bedre parkeringsoplevelse for byens trafikanter. Det åbner samtidigt op for en række muligheder for byudvikling herunder et mere smidigt og intelligent transportnetværk, som i sidste ende sikrer en mere effektiv kørsel,” siger Lasse Barsholm.
Den nye betalingsordning trådte i kraft den 20. august. Er man ikke ejer af en smartphone, vil det stadig være muligt at trække en parkeringsbillet i p-automaten.
Tags: