Ny elbilmesse sætter Danmarks ladeinfrastruktur til debat
Skal opladning på farten være som et mobilabonnement eller som at tanke en bil? Det er omdrejningspunktet i en af de mange spændende og samfundsrelevante paneldebatter, som finder sted på scenen under elbilmessen eCarExpo, hvor Region Hovedstadens Copenhagen Electric afholder sit årlige elbilnetværksmøde.
Hvad er danskerne bedst tjent med økonomisk og praktisk, når de skal oplade deres elbiler på farten? Skal markedet for opladning ligne telemarkedet med all-inclusive-abonnementer og roaming mellem operatører? Eller skal opladning væk fra hjemmeadressen være som at tanke på tankstationer, så forbrugerne kun betaler for det, som de lader og kan betale med betalingskort ved den enkelte ladestander, ligesom skiltning af prisen pr. kilowatttime skal øge transparensen og konkurrencen?
Det er en af de mange vigtige debatter på scenen, når Danmarks første elbilmesse, eCarExpo, afholdes i Øksnehallen i København 29.-31. oktober med Region Hovedstaden som hovedsponsor.
– Konkurrencen skal ud på den enkelte ladestander, så ladeoperatøren har interesse i at tiltrække så mange kunder som muligt. Det er samfundsøkonomisk optimalt, at hele ladenetværket er til rådighed for alle elbilister, siger politisk chef Jeppe Røn Hartmann fra branche- og arbejdsgiverorganisationen Drivkraft Danmark, som bl.a. repræsenterer de benzinselskaber, der nu er i fuld gang med at etablere egne ladestandere på tankstationerne, samt flere ladeoperatører.
Showstopper for flere elbiler
Ifølge Jeppe Røn Hartmann er det i dag for besværligt og uigennemsigtigt at lade, når man er på farten, hvilket afholder nogle danskere fra at vælge en elbil. Desuden ønsker Drivkraft Danmark at ændre den såkaldte processtrømafgift i sin nuværende form. Den gør det muligt for forbrugerne at få refunderet den elafgift, de betaler for strøm brugt på opladning derhjemme, og har i vid udstrækning været med til at forme det abonnementsbaserede marked for opladning, som er i Danmark. Noget man f.eks. ikke ser tilsvarende i Norge.
– Bundling af lademarkeder i all-inclusive-abonnementer skal ikke understøttes af rammevilkår som processtrømafgiften. Det afskærmer nye aktører fra at etablere sig på de enkelte delmarkeder og skader konkurrencen, siger Jeppe Røn Hartmann.
Fra niche til mainstream
Hos brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance, der varetager interesserne for størstedelen af de etablerede ladeoperatører, konstaterer branchechef Lærke Flader, at det står alle aktører – også benzinselskaberne – frit for at benytte ordningen med processtrømafgift. Desuden påpeger hun, at ordningen i høj grad har været med til at booste udbygningen af den offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur i Danmark, fordi indtægterne fra abonnementer har været med til at finansiere udrulningen af hurtig- og lynladestationer. Uden den ordning vil man desuden forskelsbehandle elbilister i husstande med egen p-plads i forhold til elbilister i boligejendomme, understreger Lærke Flader.
Om markedet for opladning af elbiler fortsat skal ligne telemarkedet – eller bør blive som markedet for benzin og diesel – ser Dansk Elbil Alliance som “både og” i stedet for “enten eller”.
– Elbiler er gået fra at være niche til at være mainstream, og det skaber nye muligheder for produktudvikling. Fremover vil der være brug for både abonnementer og ad hoc-opladning med mere. Det handler om at sikre rammevilkår, som giver mange forskellige løsninger, alt efter hvad forbrugerne efterspørger, siger Lærke Flader og kommenterer Drivkraft Danmarks bekymring for brugervenligheden og konkurrencen:
– Når man oplader sin elbil på en vilkårlig ladestander, også ladestandere man ikke er kunde ved, kan man altid se prisen i den pågældende ladeoperatørs app eller på dens hjemmeside. Generelt er priserne på opladning faldet det seneste år. Det tager jeg som udtryk for, at konkurrencen fungerer.
Copenhagen Electric sætter scenen
Debatten mellem Jeppe Røn Hartmann og Lærke Flader – og andre interessenter inden for den offentlige ladeinfrastruktur – fortsætter på scenen på eCarExpo fredag 29. oktober, hvor Region Hovedstadens Copenhagen Electric afholder sit årlige elbilnetværksmøde for kommuner og virksomheder og har sammensat et spændende program.
– Det skal være nemt at vælge grøn transport, og adgang til offentlige ladestandere er afgørende for at få flere danskere til at udskifte fossilbilen med en elbil – især i byerne. I Region Hovedstaden vælger rigtigt mange borgere at skifte til elbil nu. Det er derfor vigtigt at få sat gang i debatten om, hvordan vi udvikler ladeinfrastrukturen, siger chefkonsulent Kathrine Fjendbo Jørgensen fra Copenhagen Electric, som også er moderator i den pågældende paneldebat.
Camilla Messer Thomsen, projektleder og talsperson for eCarExpo Danmark, supplerer:
– eCarExpos ambition er med fredagsprogrammet at blive mødestedet for branchen, indkøbere og debatten om vores allesammens fremtid med elbiler. Og ikke mindst er vores ambition for weekenden som helhed at vise danske forbrugere den imponerende bredde af elbiler, ladeløsninger og intelligent styring, som allerede findes, og som vokser støt år for år.
Se hele programmet for fredagens elbilnetværksmøde her.
For mere information om eCarExpo
Kontakt projektleder Camilla Messer Thomsen på tlf. 40553008 eller e-mail: camilla@elbilkonsulenten.dk
For akkreditering som journalist, fotograf eller medierepræsentant til eCarExpo
Kontakt pressechef Lars-Ola Nordqvist på tlf. +46 70 6891120 eller e-mail: lars@nowa.se.
Fakta om eCarExpo
eCarExpo er Nordens førende messe for elbiler, plug-in-hybridbiler og opladning. Den har været afholdt i Göteborg og Stockholm i flere år, og 29.-31. oktober april bliver den afviklet i Øksnehallen i København.
eCarExpo er et samlingspunkt og en fremtidsmesse for branche og forbrugere med fokus på elbiler, plug-in-hybridbiler og opladning. Messen vil vise, at elbiler og plug-in-hybridbiler er for både almindelige bilister og bilentusiaster, og at opladelige biler handler om både bæredygtighed, god økonomi og køreglæde.
PT Umbrella er arrangør af eCarExpo, og til messen i Danmark er Politiken mediepartner, og Region Hovedstadens Copenhagen Electric og FDM er hovedsponsorer.
Læs mere på ecarexpo.se/kobenhavn