egetæpper modtager international designpris
egetæpper a/s har netop modtaget førsteprisen i kategorien for bedste design på den internationalt anerkendte hotelmesse Poznan Hotel Fair i Warszawa. Prisen gik til virksomhedens nyligt lancerede boligkollektion Out of Nature. Kollektionen adskiller sig betydeligt fra de traditionelle, ensfarvede og melerede tæpper, man normalt ser til boligen, idet tæppemønstrene er skabt som fotografiske gengivelser af naturens egne motiver. De naturskønne mønstre giver både karakter og personlighed til boligens indretning, og netop dette innovative element var en del af begrundelsen for juryens afgørelse.
”Out of Nature er et banebrydende koncept på det danske boligmarked. Siden lanceringen af kollektionen i forbindelse med årets Boligdrømme for Alle i Messecenter Herning har reaktionerne på kollektionen været utroligt positive”, udtaler egetæppers salgschef på det danske boligmarked C.H. Mikkelsen.
Flot modtagelse
”Vi er utroligt glade for overrækkelsen af prisen, og det bekræfter os i, at Out of Nature er noget helt særligt. Det har ikke skræmt forbrugeren, at mønstrene i kollektionen er anderledes end de ensfarvede tæpper, vi igennem flere år har vænnet os til i boligens indretning. Tværtimod oplever vi en stor interesse for kollektionen, fortæller han.
”Det er meget oppe i tiden at hente elementer fra naturen ind i boligens indretning. Der arbejdes med naturmaterialer som granitsten, marmor, træblokke, planker og brosten. Idéen til Out of Nature udspringer af denne udvikling. Med Out of Nature har vi skabt en kollektion med et roligt, afdæmpet udtryk, inspireret af den smukke, rå skandinaviske natur”, fortsætter C.H. Mikkelsen.
Juryens bedømmelse
Designprisen gives til et produkt, som med sit design lever op til internationale standarder inden for mode og design. Samtidig skal produktet være både innovativt, æstetisk og funktionelt. Miljømæssige aspekter vægtes også, og virksomheden skal således kunne dokumentere produktets miljømæssige belastning i forhold til produktion, energi og brug af materialer.
”Out of Nature er ikke kun innovativ, kollektionen tilbyder samtidig kunden en række helt unikke indeklimaegenskaber såsom god akustik og god gangkomfort. Til glæde for hele familien, slutter C.H. Mikkelsen.
Skulle du have spørgsmål eller have brug for yderligere information, er du meget velkommen til at kontakte:
Krestina Magdal Nielsen, PR- og kommunikationsmedarbejder
egetæpper a/s
Industrivej Nord 25
Tlf.: 97 11 74 57
E-mail: kni@ege.dk
Tags: