egetæpper på opkøb i branchen
egetæpper a/s overtager pr. 1. maj 2010 51 % af Bentzon Carpets ApS, der er kendt for sine eksklusive fladvævede tæpper. Det er en af de mest veldrevne virksomheder i branchen og et godt match til egetæpper.
Bentzon Carpets, der ligger i Røjle ved Middelfart, er grundlagt i 1976 og fremstiller fladvævede tæpper til kontrakt- og boligmarkedet. ”Bentzon og egetæpper har siden 2001 samarbejdet tæt omkring udvikling og produktion af fladvævede tæpper, som nyder stor popularitet i en række europæiske lande”, fortæller egetæppers administrerende direktør Svend Aage Færch Nielsen. ”Majoritetsovertagelsen er derfor et naturligt skridt og vil danne grundlag for et endnu tættere samarbejde i fremtiden. Bentzon Carpets råder over en teknologisk platform, der supplerer egetæppers avancerede teknologi, og vi forventer, at det kommer til at skabe gode synergieffekter i begge virksomheder”. Investeringen skal også ses som begyndelsen på et generationsskifte hos Bentzon Carperts, som egetæpper dermed bliver en aktiv del af. Det er dog vigtigt at understrege, at Bentzon Carpets fortsætter med de tre nuværende direktører Hans Bentzon, John Bentzon og Tage Bajlum ved roret. ”Trods overtagelsen er det ikke meningen, at Bentzon Carpets skal ensrettes med egetæpper. Det er en selvstændig virksomhed med 30 dygtige og kompetente medarbejdere og deres egen virksomhedskultur. Det ønsker vi også, det skal være i fremtiden”, forklarer Svend Aage Færch Nielsen. Bentzon Carpets fortsætter derfor som selvstændigt selskab med fokus på de produkter, markeder og kunder, som gennem de sidste 9 år har været selskabets forretningsgrundlag. Det er en velfungerende virksomhed, egetæpper går ind i, og det påvirker forventningerne til fremtiden. ”Vi tror på, at majoritetsovertagelsen vil styrke både Bentzon Carpets og egetæpper. Bentzon Carpets får nu mulighed for at trække på en lang række af egetæppers faciliteter og kompetencer, og egetæpper får et bredere forretningsfundament”, fortæller Svend Aage Færch Nielsen. Det er planen, at egetæpper senest 1. maj 2020 skal overtage de resterende 49 % af anparterne i virksomheden. Dermed kommer egetæpper, der er blandt de førende europæiske tæppeproducenter, til at bestå af fire danske fabrikker i hhv. Herning, Gram, Vejle og Røjle. Det får smilet frem hos egetæppers administrerende direktør. ”Vi glæder os utroligt meget over denne udvikling og til at gå fremtiden i møde i fællesskab med Bentzon Carpets”. Eventuelle spørgsmål i forbindelse med overtagelsen kan rettes til direktørerne John Vestergaard eller Svend Aage Færch Nielsen på telefon 97 11 88 11.
Tags: