Gode råd til at komme godt hjem fra julefrokosten
I dag er den første store julefrokostdag. Derfor har nattelivsprojektet TRYG DEN AF udviklet tre gode råd, der kan gøre turen hjem fra festen mere sikker for alle de festglade københavnere.
København bliver ekstra festlig i aften, når tusindvis festglade mennesker skal ud og fejre julen. Ny undersøgelse fra TRYG DEN AF viser, at trods stor tryghed blandt unge i det københavnske oplever mange utryghed på vej hjem fra byen, så derfor har projektet udviklet tre gode råd, der gør hjemturen mere tryg:
- Ha’ en plan for hjemturen
- Aftal at følges med en ven, når du skal hjemad
- …Og glem ikke at drikke vand i løbet af aftenen
Det er foreningen GODA – God Alkoholkultur og Københavns Kommunes Center for Sikker by, der står bag de gode råd, som i hele december vil møde københavnere, der rejser til og fra julefrokosten med S-togene.
- Da kampagnen primært handler om at sætte fokus på tryghed i forbindelse med hjemturen, vil rådene møde de festglade mennesker på skærmene i S-togene til og hjem fra byen.
Sekretariatschef i GODA Anett Wiingaard:
”I december er der masser af sociale arrangementer, hvor vi hygger og fester med venner og kollegaer. Derfor vil vi med kampagnens gode råd gerne sikre, at hele byturen bliver en god oplevelse – også turen hjem.”
Københavns overborgmester, Frank Jensen, glæder sig over, at trygheden i Københavns natteliv fortsat er stor, men fremhæver samtidig, at det fortsat er en vigtigt dagsorden, at København er en sikker by at feste i.
”Det er vigtigere end nogensinde før at slå fast, at København er en tryg by at feste i, men at vi naturligvis fortsat arbejder for at styrke trygheden yderligere for de tusindvis af unge, der hver weekend gør København til en festlig og farverig by at være i. Og i december gør vi bl.a. det, ved at give de unge nogle gode, enkle råd om, hvordan man kan øge sin tryghed ved at tænke sig om og passe godt på sig selv og hinanden.”
Læs mere om projektet og partnerskabet bag det på trygdenaf.dk, og få flere gode råd på www.goda.dk
Center for Sikker By, Københavns Kommune
Goda - God Alkoholkultur