Freetrailer Group A/S kvartalsrapport Q1 22/23
Q1 22/23 blev endnu et kvartal, hvor Freetrailer kunne notere solid vækst.
I Q1 22/23 blev væksten i antallet af udlejninger på 22%, og omsætningsvæksten er tilsvarende 22% i samme periode. Fremgangen i driftsresultatet (EBITDA) blev på 29%.
Freetrailer Group A/S aflægger kvartalsrapport Q1 for koncernen for regnskabsperioden 01. juli 2022 – 30. september 2022.
Q1 KONCERN NØGLETAL I 1.000 DKK (01. juli 2022 – 30. september 2022)
(i parentesen angives tilsvarende periode sidste år)
- Nettoomsætning 19.709,4 (16.162,0)
- EBITDA 6.062,8 (4.696,5)
- Resultat før skat 5.714.3 (4.300,9)
- Resultat efter skat 4.412,1 (3.354,7)
- Egenkapital 30.530,6 (20.493,1)
- EPS (Earnings Per Share) 0,46 (0,36)
- Egenkapitalandel 64% (60%)
Udlejningsvæksten i Q1 22/23 blev på 22% sammenlignet med Q1 21/22. Antallet af udlejninger i Q1 22/23 blev på i alt 238.939 mod 196.219 i samme kvartal sidste år
Omsætningen i Q1 22/23 udgjorde DKK 19,7 mio. mod DKK 16,2 mio. i samme periode sidste år, svarende til en vækst på 22%.
Driftsresultatet (EBITDA) for Q1 22/23 er opgjort til DKK 6,1 mio. mod DKK 4,7 mio. i samme periode sidste år. EBITDA-marginen blev således på hele 31% i Q1 22/23, hvilket kan sammenlignes med 29% i Q1 21/22.
Resultatet før skat for Q1 22/23 udgør DKK 5,7 mio. mod DKK 4,3 mio. i Q1 21/22.
Forventninger til 22/23 uændret
Med den gode start på 22/23 fastholder vi vores forventninger for helåret med en omsætning i størrelsesordenen DKK 83 – 85 mio. og et EBITDA-resultat på mellem DKK 16 – 17 mio. Vi har indtil nu ikke på samme vis som andre led i detailhandlen set en tilbagegang i efterspørgslen, og det skyldes sandsynligvis, at gratiskoncepter vinder frem, når økonomien er presset.
CEO, Philip Filipsen kommenterer kvartalsrapporten:
”Endnu et fantastisk kvartalsresultat for Freetrailer koncernen, vi bliver ved med at bygge på vores forretning, både når det gælder partnerrelationer, nye trailere i marked, de økonomiske resultater og det økonomiske fundament. Det skaber et solidt fundament for Freetrailers vækstplaner. Freetrailer har en klar vækststrategi og er nu i en situation, hvor de forretningsmæssige og finansielle resultater giver et stærkt udgangspunkt for at skrue yderligere op for investeringer i ekspansion. Freetrailer har et højt likviditetsberedskab med en likvid beholdning på godt DKK 14 mio., som velovervejet kan investeres i fremtidig vækst.”
Strategiske mål og muligheder frem mod 24/25:
”Freetrailer har et overordnet strategisk mål om at udbrede sin digitale deleøkonomiske tjeneste til alle lande, byer og områder, hvor grundlaget for disse tjenester er til stede.
Freetrailer vil i de kommende år udnytte den succes og det momentum, som vi har skabt i Norden til dels at cementere vores position på disse markeder og ikke mindst udnytte vores stærke partnerrelationer til at udbrede vores koncept på nye markeder.
Vores langsigtede forventning er en samlet markedsposition på 6.800 udlejningsprodukter med i alt 1.600.000 udlejninger ved udgangen af regnskabsåret 24/25. Dette vil sikre Freetrailer en omsætning i størrelsesordenen DKK 150 mio.”
For yderligere information om Freetrailer Group A/S kontakt venligst:
Philip Filipsen, Group-CEO
E-mail: pf@freetrailer.com
Telefon: +45 40 90 17 85
Kort om Freetrailer Group A/S
Freetrailer Group er en dansk teknologivirksomhed, hvis mission er at gøre det nemt at booke og låne en trailer gratis via en deleøkonomisk it-platform.
Med en 100% selvbetjeningsløsning via Freetrailer Appen og den elektroniske lås gives Freetrailers Partnere og deres kunder fuld fleksibilitet og i dag har mere end 5 millioner personer gjort brug af Freetrailers service.
Freetrailer arbejder med en todelt vækstplan, hvor styrkelsen af de eksisterende hjemmemarkeder udgør det ene ben, og en yderligere internationalisering af konceptet udgør det andet.
Fakta:
+75 samarbejdspartnere
+700 afhentningssteder
+3.000 trailere
+800.000 udlejninger
Freetrailer Group står i dag med et skalerbart forretningskoncept, der bygger på en innovativ it-platform med et globalt potentiale. Freetrailer Group A/S blev børsnoteret på Spotlight Stock Market i 2018.
Ticker code: FREETR