Freetrailer Group A/S melder referat fra ordinær generalforsamling
Torsdag den 13. oktober 2022 kl. 18.00 afholdtes ordinær generalforsamling i Freetrailer Group A/S, CVR nr. 28 89 19 38, på selskabets hjemsted.
Til stede var aktionærer, der tilsammen repræsenterede 42,90% af selskabets samlede aktiekapital på nominelt kr. 7.142.985, der er fordelt på 9.523.980 aktier a kr. 0,75.
Bestyrelsen i Freetrailer Group A/S var repræsenteret på den ordinære generalforsamling.
Den adm. direktør i Freetrailer Group A/S var til stede.
For generalforsamlingen var der fastsat følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år
- Fremlæggelse af revideret årsrapport til godkendelse
- Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab
- Forslag fra bestyrelsen om mulighed for tilbagekøb af egne aktier
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor
- Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer
Ad 1: Valg af dirigent
Som dirigent valgtes advokat Nicolai Jung, der konstaterede, at den ordinære generalforsamling var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig i forhold til de på dagsordenen optagne emner.
Ad 2: Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år
Bestyrelsen aflagde beretning for selskabets virksomhed i det forgangne regnskabsår.
Generalforsamlingen tog bestyrelsens beretning til efterretning enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 3: Fremlæggelse af revideret årsrapport til godkendelse
Selskabets adm. direktør Philip Filipsen gennemgik hovedtallene i selskabets årsrapport for 2021/2022, der blev fremlagt til godkendelse.
Selskabets årsrapport for 2021/2022 blev godkendt enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 4: Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab
Bestyrelsens forslag vedrørende disponering af resultatet i overensstemmelse med den godkendte årsrapport blev godkendt enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 5: Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til køb af egne aktier
Bestyrelsen fremsatte forslag om, at generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til, at selskabet kunne erhverve egne aktier.
Bestyrelsens endelige formulering af forslaget var:
”Bestyrelsen bemyndiges til at lade selskabet erhverve egne aktier i indtil fem år fra den 13. oktober 2022 op til i alt nominelt 714.297 kr. af aktiekapitalen, svarende til 952.396 aktier. Købskursen må ikke afvige mere end 10 % fra den noterede kurs på Spotlight Stock Market på tidspunktet for erhvervelsen.”
Bestyrelsens forslag om at generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til, at selskabet kunne erhverve egne aktier blev godkendt enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 6: Valg af bestyrelse
Bestyrelsens medlemmer fratrådte i overensstemmelse med selskabets vedtægter på den ordinære generalforsamling.
Den samlede bestyrelse meddelte, at de var villige til at modtage genvalg.
Bestyrelsens forslag om, at antallet af bestyrelsesmedlemmer blev fastholdt til fem medlemmer, blev vedtaget enstemmigt og med samtlige stemmer af generalforsamlingen.
Forud for valg af medlemmer til bestyrelsen blev der i overensstemmelse med selskabslovens § 120 givet oplysning om de opstillede kandidaters ledelseshverv i andre erhvervsdrivende virksomheder.
Bestyrelsen blev genvalgt enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 7: Valg af revisor
Der blev fremsat forslag om genvalg af Kreston CM Statsautoriseret Revisionsinteressentskab som revisor for selskabet.
Kreston CM Statsautoriseret Revisionsinteressentskab blev genvalgt som revisor for selskabet enstemmigt og med samtlige stemmer.
Ad 8 Eventuelt
Der var ingen forhold til drøftelse under eventuelt.
Da der ikke forelå yderligere hævedes generalforsamlingen kl. 19.30.
---o0o---
Som dirigent:
__________________
Advokat Nicolai Jung
For yderligere information om Freetrailer Group A/S kontakt venligst:
Philip Filipsen, CEO
E-mail: pf@freetrailer.com
Telefon: +45 40 90 17 85
Kort om Freetrailer Group A/S
Freetrailer Group er en dansk teknologivirksomhed, hvis mission er at gøre det nemt at booke og låne en trailer gratis via en deleøkonomisk it-platform.
Med en 100% selvbetjeningsløsning via Freetrailer Appen og den elektroniske lås gives Freetrailers Partnere og deres kunder fuld fleksibilitet og i dag har mere end fem millioner personer gjort brug af Freetrailers service.
Freetrailer arbejder med en todelt vækstplan, hvor styrkelsen af de eksisterende hjemmemarkeder udgør det ene ben, og en yderligere internationalisering af konceptet udgør det andet.
Fakta:
+60 samarbejdspartnere
+500 afhentningssteder
+2.800 trailere
+770.000 udlejninger
Freetrailer Group står i dag med et skalerbart forretningskoncept, der bygger på en innovativ it-platform med et globalt potentiale. Freetrailer Group A/S blev børsnoteret på Spotlight Stock Market i 2018.
Ticker code: FREETR