Freetrailer reorganiserer i det europæiske setup
Efter 16 år i spidsen for Freetrailer koncernen og senest for Freetrailers internationale ekspansionsplaner har Allan Sønderskov Darré valgt at stoppe i driften, men fortsætter i bestyrelsen. Freetrailers bestyrelsesformand og tidligere IKEA-direktør Mikael Bartroff overtager ansvaret for koordinationen af Freetrailers internationale ekspansion.
Allan Sønderskov Darré, Freetrailers oprindelige stifter har valgt at fratræde sin stilling pr. 30. april 2020, men fastholder sin tilknytning til Freetrailer som evangelist, hovedaktionær og bestyrelsesmedlem.
Mikael Bartroff overtager pr. samme dato den koordinerende rolle for Freetrailers internationalisering. Han og Allan Sønderskov Darré vil køre parløb frem til 30. juni for at sikre, at de igangværende dialoger forsætter, og at de opbyggede kunderelationer i Europa bevares. Samtidig fortsætter rekrutteringsprocessen i forbindelse med ansættelsen af en ansvarlig for det tyske marked. De første større aftaler i Tyskland forventes at kunne offentliggøres i Q3 2020.
”Freetrailer er blevet voksen og kan stå på egne ben og har ikke længere brug for mine kompetencer. Mit hjerte brænder for innovation og iværksætteri, og det vil jeg fremover hellige mig 100% som mentor/investor eller bestyrelsesmedlem i start-up miljøet. Det har været en beslutning, som har været et stykke tid undervejs, og jeg tænkte, at tiden nu var den rette.
Freetrailer og udviklingen af Freetrailer konceptet har været mit liv de sidste16 år, og som stifter og hovedaktionær vil mit hjerte altid banke for Freetrailer. Jeg vil naturligvis være til rådighed for Freetrailer, og vil fremover fortsætte i bestyrelsen, hvor jeg vil komme med mine input til innovation og nytænkning”, siger Allan Sønderskov Darré.
Bestyrelsesformand Mikael Bartroff har en lang international erfaring som topleder i Inter-IKEA, hvor han bl.a. har arbejdet med vækst og skalering af forretningskoncepter i et internationalt perspektiv.
”Jeg glæder mig til i en periode at koordinere den europæiske udrulningsstrategi i samarbejde med Freetrailers ledelse, og her er mine egne erfaringer omkring kundeværdien af Freetrailer konceptet en god ballast at have med fra mit tidligere virke i Inter-IKEA-koncernen”, siger bestyrelsesformand Mikael Bartroff.
For mere information om Freetrailer Group A/S kontakt venligst:
Philip Filipsen, Group CEO
E-mail: pf@freetrailer.com
Telefon: +45 40 90 17 85
Kort om Freetrailer Group A/S
Freetrailer Group er en dansk teknologivirksomhed, med det formål at gøre det nemt at booke og låne en trailer gratis via en deleøkonomisk it-platform. I samarbejde med selskabets partnere bl.a. IKEA, ICA, 24Storage og SILVAN stilles transportløsningen til rådighed for partneres kunder i Skandinavien. Med en 100% selvbetjeningsløsning via app og elektronisk lås gives der fuld fleksibilitet til partnerne og deres kunder, og i dag har mere end 2,5 millioner personer gjort brug af Freetrailers service.
Freetrailer arbejder med en todelt vækstplan, hvor styrkelsen af de eksisterende hjemmemarkeder udgør det ene ben, og en yderligere internationalisering af konceptet udgør det andet.
Fakta:
+40 samarbejdspartnere
+250 afhentningssteder
+1500 trailere
Freetrailer Group står i dag med et skalerbart forretningskoncept, der bygger på en innovativ it-platform med et globalt potentiale. Freetrailer Group A/S blev børsnoteret på Spotlight Stock Market i 2018.
Ticker code: FREETR