Fremtidsværksted sætter fokus på telemedicin
Prioriteringen af midler til de nye supersygehuse er til diskussion. Hvordan får vi mest behandling for midlerne, når et sygehus først kan tages i brug om 10 år? Pallas Informatik og rådgivningsvirksomheden ALECTIA inviterer til fremtidsværksted om telemedicinens muligheder og udfordringer torsdag den 4. november.
Overskrifter som ”Ny teknologi gør 4.700 sygehussenge overflødige”, ”Spild af penge at bygge nye supersygehuse” og ”Behandlingen skal hjem til patienterne” har – suppleret af tv-indslag – åbnet manges øjne for telemedicinens muligheder.
Den nye teknologi er godt på vej til at skabe en helt ny form for samarbejde på tværs af gamle grænser inden for sundhedsvæsenet. Mange patienter vil f.eks. i fremtiden kunne ”ligge på hospitalet” derhjemme, hvor de vil blive tilset af behandlere via mobiltelefonen.
Hvor langt Region Hovedstaden er nået med at indføre telemedicin, er et spørgsmål, som sundhedsfaglig konsulent Judith Lørup Rindum, Koncern IT, vil løfte sløret for, når softwarefirmaet Pallas Informatik A/S og rådgivningsvirksomheden ALECTIA A/S torsdag den 4. november holder fremtidsværksted kl. 14 i Teknikerbyen 34, Virum.
Overlæge, ph.d. og klinisk lektor Klaus Phanareth, Frederiksberg Hospital, er en af ildsjælene inden for telemedicin. Han vil i sit indlæg beskrive teknologiens banebrydende muligheder, som kan give patienter højere livskvalitet og spare samfundet for penge. Klaus Phanareth er formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin.
Efter indlæggene bliver fremtidsværkstedet ændret til et debat-forum, hvor deltagerne involveres i diskussioner i mindre grupper. Senere samles alle igen til en fremlæggelse, hvor dagens moderator, direktør Medicoindustrien Jens Kristian Gøtrik, koordinerer debatten.
Gratis adgang. Tilmeldingsfrist: tirsdag 26. oktober på tlf. 24 48 83 13 eller kal@alectia.com.
Spørgsmål rettes til: Chefkonsulent Michael Møller, ALECTIA / tlf. 29 60 06 18 eller mcmo@alectia.com
Om ALECTIA A/S
Med næsten 100 års historie er ALECTIA en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder. Vores varemærke er rådgivning, der bygger på ingeniørfaglig viden og en knivskarp forståelse af kundens forretning. I det spændingsfelt tilbyder vi bæredygtige og tværfaglige løsninger, der skaber varig værdi for vores kunder – både i Danmark og resten af verden. Vi er specialiseret i en række brancher og sektorer og løser opgaver inden for byggeri og anlæg, hospitaler, farmaceutisk industri, bryggerier, mejerier, fødevarer, arbejdsmiljø samt vand, energi og miljø.
Om Pallas Informatik A/S
Firmaet er grundlagt i 1983 og har siden gennemgået en rolig, organisk vækst. Arbejdsområdet er udvikling af og rådgivning vedrørende it-baserede systemer og -apparater. Området omfatter – ud over den egentlige databehandling – også integration med omgivelser i kundernes verden. Det indebærer såvel kommercielle og organisatoriske aspekter som teknisk integration med f.eks. kommunikations- og telefonudstyr. Pallas Informatik beskæftiger ca. 30 ansatte, hvoraf de fleste har en uddannelsesmæssig baggrund som ingeniør eller datalog.