Legende let betaling af bus-, metro- og togrejser
Unwire skal levere verdens mest avancerede betalingssystem til Hovedstadsområdets trafikselskaber. Systemet kan gøres landsdækkende inden for en overskuelig fremtid.
Brugerne af bus, metro, S-tog og regionaltog i Hovedstadsområdet vil få endnu flere muligheder for at kunne købe deres billetter via mobiltelefonen. Trafikselskaberne DSB, Metroselskabet, Movia og DSBFirst har siden januar 2009 gennemført et succesfuldt pilotprojekt med sms-billetter. Det gøres nu permanent og udvides til oktober med en række ekstra features.
Teknologien er udviklet og leveres af det danske firma Unwire, der – efter et offentligt udbud – står for teknologien i det endelige projekt. Erfaringerne fra pilotprojektet bruges til at gøre teknikken endnu mere attraktiv for de rejsende. De vil f.eks. kunne købe deres billet direkte på Rejseplanen.dk. De vil også kunne vælge at betale rejsen med f.eks. kreditkort, mobiltelefonen eller lade trafikselskabet trække beløbet direkte fra deres bankkonto.
For trafikselskaberne giver teknologien mulighed for en række administrative fordele – lige fra den praktiske billetkontrol på rejserne til bogholderi, intern revision og kundedatabaser.
Vellykket pilotprojekt – lovende fremtidsmuligheder
”Pilotprojektet forløb godt, og vi nåede vores økonomiske målsætning. Udbredelsen af sms-billetter har taget lidt længere tid end forventet, men med den nye teknologi bliver det endnu enklere at betale via mobilen. Vi ser mange muligheder for at gøre det mere tillokkende at rejse kollektivt,” siger salgsdirektør Niklas Marschall, DSB S-tog.
”Den endelige løsning gør det muligt for andre trafikselskaber at komme med – endda til attraktive priser. Derfor kan ordningen blive landsdækkende inden for en overskuelig fremtid. Alt omkring sms-billetter og elektronisk betjening af kunderne er et strategisk vigtigt område for DSB. Med Unwire har vi fået en ambitiøs partner, som vil kunne videreudvikle området sammen med os.”
Niklas Marschall understreger, at det har været vigtigt for de involverede trafikselskaber at få et system, som kunderne finder let at bruge – og som samtidig lever op til selskabernes høje service-, drifts- og sikkerhedskrav.
”Systemet fra Unwire har vist sig at være stabilt og i stand til at håndtere et meget stort antal transaktioner,” konkluderer Niklas Marschall.
Mere end et billetsystem
Peter Bredgaard, CEO i Unwire, understreger, at den nye løsning åbner mulighed for at lancere verdens mest avancerede mobilbilletsystem mange andre steder end i det danske hovedstadsområde:
”Vi mærker allerede en betydelig interesse fra andre europæiske trafikselskaber. Og da løsningen kan skaleres fra de helt små til de allerstørste trafikselskaber, ligger verden åben for os. Den service, som et trafikselskab leverer, varierer kun ganske lidt fra land til land. Unwire-teknologien kan derfor forbedre kundeservicen ved offentlige transportmidler i det meste af verden.
Selve den tekniske løsning er udviklet, så den kan spille sammen med de relevante it-systemer, som flertallet af trafikselskaber benytter sig af. Og dét er netop en af styrkerne ved teknologien: Vi hjælper vores kunder, så de ikke alene kan sælge flere billetter på en nem måde, men også samtidig har ekstra muligheder for at udvikle deres forretning og indtjening.”
Peter Bredgaard tilføjer, at Unwire-teknologien er meget fleksibel og således med fordel også kan bruges i mange andre sammenhænge, hvor et stort antal mennesker har brug for at købe billetter, f.eks. koncerter, events og parkeringsafgifter.
PRESSEKONTAKTER:
Salgsdirektør Niklas Marschall, DSB S-tog, nmarschall@s-tog.dsb.dk, telefon +45 24 68 45 95
CEO Peter Bredgaard, Unwire, pb@unwire.dk, telefon +45 30 10 05 99
Om Unwire
Kompleksitet gjort simpelt
Det danske Unwire er Nordens største leverandør af innovative mobilløsninger til virksomheder i Europa. Selskabet udvikler mobile forretningsmuligheder således, at virksomhedernes mobilindhold kan bruges sikkert og stabilt på tværs af forskellige teleoperatørers net og på alle mobilterminaler. Unwire har i dag over 100 medarbejdere i Danmark, Norge, Sverige og Ukraine.