Tilfredsstillende overskud hos Sanita Footwear A/S

Report this content

De første 7 måneders drift efter overtagelsen af aktiviteterne i fodtøjsvirksomhederne Sanita, Jaco og Bundgaard udviste et overskud på knap 6 mio. kr. efter skat, hvilket lever op til forventningerne. Den igangværende turnaround forløber planmæssigt.

Sanita Footwear A/S overtog aktiviteterne i Sanita-koncernen og Jaco-koncernen i maj 2009 og siden overtagelsen har det primære fokus været at stabilisere og integrere driften af de enkelte enheder. Driften er nu fordelt på selskabets hovedafdeling med nyt domicil i HI Park ved Herning, et salgsselskab i USA samt produktionsenheder i Polen.

”Vi vidste det ville blive en kæmpe udfordring at overtage flere nødlidende virksomheder med mere end 10 forskellige varemærker, salg til flere kundesegmenter i mere end 40 lande af både egne og eksterne varemærker, og derudover dække udvikling, produktion, salg og distribution via egen organisation. En kompleks opgave, især når det sker midt i en alvorlig global krise. Vi er imidlertid meget glade for, at det er lykkedes på tilfredsstillende vis”, udtaler direktør Claus Thomsen.

”Desværre var vi i 2009 ikke i stand til at øge produktionen hurtigt nok til at kunne efterkomme den kraftigt øgede ordreindgang på Clogs. Problemet er nu løst, så vi fremover produktionsmæssigt bedre kan håndtere den stigende efterspørgsel på vores produkter”, siger direktør Claus Thomsen.

Resultatet for 2009 blev nogenlunde som budgetteret, idet der heri var taget højde for de betydelige etablerings- og restruktureringsomkostninger, der forventedes afholdt efter overtagelsen. Omsætningen for de resterende 7 måneder af 2009 efter overtagelsen blev på 130 mio. kr.

For 2010 forventes en omsætning over 220 mio. kr. ”Selvom salget i 2010 stiger pænt i forhold til året før, vil forsinkede leverancer i foråret 2010 samt omkostninger til flytning til nyt domicil koste os en del på bundlinjen, hvorfor vi for 2010 forventer et resultat nogenlunde på niveau med 2009”, udtaler Claus Thomsen.

Egenkapital og ansvarlig lånekapital i selskabet udgør ved udgangen af 2009 i alt 34,3 mio. kr.

Selskabets prognoser for 2011 viser yderligere kraftig vækst i salget på 15-20 %, og da effekten af omstruktureringerne samtidig vil slå fuldt igennem i løbet af 2011, forventes der også en forbedret rentabilitet og overskudsgrad. Væksten forventes at være ligeligt fordelt på såvel egne brands, heriblandt de kendte mærker Ambré, Bundgaard, Sanita (Clogs), Jaco, Trigger samt Lola Ramona, og eksterne brands som fx Brooks, Grendha, Ipanema, Naot, Rider og Rocket Dog, og såvel fra det europæiske som det amerikanske marked. Sanita Footwear er i gang med at genopbygge det amerikanske marked, der i 2010 forventes at vise en vækst på over 30 %, og med yderligere vækst på 20-25 % i 2011.

”Efter en veloverstået flytning til vores nye domicil vil vi nu fokusere på at divisionere virksomheden i 3 enheder: En division for arbejdsfodtøj, en division for egne brands af fodtøj til retailmarkedet samt en division, der vil varetage markedsføring, salg og distribution af eksternt ejede brands i Skandinavien. Vi ønsker derved at sikre et bedre ledelsesmæssigt og salgsmæssigt fokus på de enkelte brands og på de markeder vi vil satse på fremover. Derudover ønsker vi at optimere pengebindingen i varelagre samt forbedre såvel produktudviklings-, indkøbs-, produktions- og logistikprocesserne yderligere. Sidst men ikke mindst har vi forstærket bestyrelsen i Sanita Footwear A/S med Mikael Thinghuus, som er administrerende direktør for IDdesign og tidligere direktør for ECCO. Udover hans årelange erfaring fra skoindustrien tilfører Mikael ledelseserfaring fra sine 25 år i nogle af Danmarks førende virksomheder”, slutter Claus Thomsen.

Billedtekst, claus_thomsen_sanita.jpg:
Claus Thomsen, direktør i Sanita Footwear A/S.

Yderligere oplysninger:
Kontakt venligst Claus Thomsen på telefon 96 60 53 00.


Om Sanita Footwear A/S
Som en af Danmarks ældste og største skoproducenter udvikler Sanita Footwear trendy, komfortabel og kommerciel skomode til hele familien – og til det meste af verden. Virksomheden er funderet på mere end 100 års håndværksmæssig knowhow og har en indgående mode- og markedsforståelse, hvor markedet følges tæt for at sikre en bred palette af attraktive og relevante brands.

Sanita Footwear A/S
HI-Park 301
DK-7400 Herning
Tlf. +45 96 60 53 00
Fax: +45 96 60 53 01
Email: info@sanita.dk
Web: www.sanita.dk

Multimedia

Multimedia