Danmarks største løveflok slippes løs i påsken
For første gang nogen sinde åbner GIVSKUD ZOO allerede den 31. marts, op til påskeugen. Det er tre uger tidligere end normalt. I påsken er der skruet ekstra op for tilbuddene til parkens gæster, der bl.a. kan opleve Danmarks største løveflok.
– Først og fremmest glæder vi os til at præsentere vores gæster for Danmarks største løveflok, der i skrivende stund tæller 45 løver, fortæller direktør Richard Østerballe fra GIVSKUD ZOO.
– I løbet af det seneste år er der kommet mere end 30 løveunger til, og mange af dem kan man opleve hele påskeferien. Aldersmæssigt er ungerne mellem få uger og knap et år gamle. De lidt større unger er nu meget nysgerrige og aktive, så der bliver rigtig meget at kigge på for både børn og voksne. I det udendørs løveområde kan man skiftevis opleve løveflokke med 13 halvstore eller 9 små unger, heriblandt et kuld sekslinger, forklarer direktør Richard Østerballe.
De seks unger i et og samme løvekuld er i øvrigt lidt af en sensation. Som regel fødes der kun tre-fire unger i et kuld, og der er ikke født sekslinger i GIVSKUD ZOO de 29 år, parkens løvepasser kan huske tilbage. Når de mange unger i et og samme kuld ikke var spået store overlevelseschancer, skyldes det, at de måtte deles om morens kun fire dievorter, men det er lykkedes.
– Dernæst synes vi, at påskegæsterne skal kigge indenfor i løvestalden, uddyber Richard Østerballe. – Her kan man møde sekslingerne de dage, hvor de ikke er ude, ligesom der også er andre små løveunger i stalden. Det yngste løvekuld er født så sent som den 17. marts.
Af hensyn til årstiden har GIVSKUD ZOO besluttet, at der i påsken er adgang til flere af dyrenes stalde nogle timer hver dag. Ud over løvestalden vil der være adgang til næsehornstalden og elefantstalden. Hos elefanterne kan man hver formiddag få lov til at hjælpe dyrepasseren med at fjerne møg.
I den sidste halvdel af påskeferien kan de morgenfriske endvidere komme med på en staldtur og sige go’ morgen til nogle af parkens dyr, inden de lukkes ud. Det er et besøg, som både små og store har fornøjelse af, for man kommer helt tæt på dyrene.
GIVSKUD ZOO er engageret i naturbevaring og bedre udnyttelse af naturens ressourcer. Derfor har man indledt et samarbejde med elbiloperatøren Better Place, som de sidste tre dage i påskeferien kommer og præsenterer deres projekt. Der vil desuden blive mulighed for at prøvekøre elbilerne.
GIVSKUD ZOO åbner lørdag den 31. marts kl. 10.00. Hele påsken er der åbent alle dage fra 10-18.
Hele programmet for påsken kan findes på givskudzoo.dk
Videoindslag:
For yderligere information kontakt direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk, tlf. 75 73 02 22
GIVSKUD ZOO, Løveparkvej 3, Givskud, 7323 Give.
Tlf.: 75 73 02 22 Fax: 75 73 03 21 www.givskudzoo.dk info@givskudzoo.dk