Gorillaunge navngives

Report this content

Søndag 12. august bliver Givskud Zoos nyeste gorillaunge navngivet. Navnet afsløres af musikerne Rosa og Elisabeth Gjerulff Nielsen, som også giver koncert i parken både lørdag og søndag.

Datoen 1. maj fik i år en helt ny betydning for de ansatte i Givskud Zoo. Denne dag blev parkens sjette gorillaunge nemlig født. Moderen er hungorillaen Chuma, som ikke tidligere har været god til at passe sine unger. Direktør Richard Østerballe er derfor meget glad for, at ungen trives:

− I starten var vi noget spændte på, om ungen ville overleve. Chuma har født tre unger, før hun kom til Givskud Zoo, men kun den ene er i live i dag. Og det skyldes, at den blev håndopfostret, forklarer han. – Så vi er naturligvis rigtig glade for, at ungen lever og ser ud til at trives.

Navngivningen af den lille hangorilla finder sted i samarbejde med Sydbank, som ind til den 6. august kører en afstemning på hjemmesiden sydbank.dk. Det er muligt at stemme på tre forskellige navne, som alle har tilknytning til Cameroun, hvor de vestlige lavlandsgorillaer lever vildt. Navnene er: Eto’o (hentyder til fodboldspilleren Samuel Eto’o, der stammer fra Cameroun), Yeba (er blandt andet et afrikansk stednavn) og Djoum (en by i det sydlige Cameroun). Blandt deltagerne i afstemningen trækkes der lod om en VIP- familiesafari i Givskud Zoo.

Offentliggørelsen af gorillaungens navn foretages af Rosa og Elisabeth Gjerluff Nielsen, der begge er kendt for underholdning rettet mod børn. Rosa er kendt af de små tv-seere, mens hendes mor Elisabeth i en lang årrække har skrevet både bøger og sange for børn. Hun er nok mest kendt for ”Åh Abe-koncerterne” i 90’erne.
Rosa og Elisabeth afholder desuden to koncerter i Givskud Zoo både den 11. og 12. august, hvor de vil synge Rosas sange fra tv-programmerne og Elisabeths sange fra blandt andet Åh Abe-repertoiret.

Program lørdag 11. august:
Kl. 13.00 Rosa og Elisabeth optræder
Kl. 15.00 Rosa og Elisabeth optræder

Program søndag 12. august:
Kl. 13.00 Rosa og Elisabeth optræder
Kl. 14.00 Gorillaungens navn offentliggøres
Kl. 15.00 Rosa og Elisabeth optræder

Yderligere information: Formidler Susanne Toft Henriksen, tlf. 76 71 02 41

Givskud Zoo
Løveparkvej 3, Givskud
7323 Give

Tlf.: 75 73 02 22 Fax: 75 73 03 21 www.givskudzoo.dk info@givskudzoo.dk

Tags:

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links