Løve-babyboom i Givskud Zoo
Lige nu oplever Givskud Zoo et sandt babyboom blandt parkens løver. Hele 21 løveunger er der kommet i de sidste måneder. 7 af dem er nu kommet udenfor og kan opleves af publikum under safarituren.
Siden marts i år er der med jævne mellerum kommet et nyt kuld løveunger i Givskud Zoo. Hele 8 kuld er det blevet til, og 21 små løveunger er nu ved at blive introduceret til livet i løveflokken. I den forgangne uge kom 7 af dem ud i det store løveområde, hvor gæsterne kan opleve dem på safarituren. De resterende 12 unger, der er født i perioden juni - august, er stadig sammen med deres mødre i løvestalden.
De mange løvefødsler er slet ikke nogen tilfældighed, men del af en langsigtet strategi for fornyelse af løveflokken i Givskud Zoo:
- Det er vigtigt for os at have en sund løvebestand i parken, fortæller direktør Richard Østerballe. Vi skal undgå indavl blandt dyrene, og derfor fik vi allerede for næsten to år siden nogle nye hanløver fra en engelsk zoo. Efter en lang introduktion, hvor hunnerne skulle vænne sig til de nye hanner, har de så hen over vinteren parret sig. Denne fornyelse har også betydet, at parken har måttet aflive de to gamle hanløver, som publikum har kendt gennem en årrække. På den vis er løveflokken i Givskud Zoo akkurat som en løveflok i den afrikanske natur: Det er de voksne hunløver, som udgør kernen i flokken, mens hannerne kommer og går.
Efter en uge er de første 7 unger allerede blevet vant til omgivelserne i det store udeanlæg, og de skal nu sammen med de øvrige unger og mødre udgøre den fremtidige kerne i Givskud Zoos løveflok. Richard Østerballe ser gerne, at bestanden fremover kommer til at ligge på omkring 30-40 løver.
- Vores udeanlæg på 4 hektar er simpelthen så stort, at hvis vi har under 20 løver derude, så opdager publikum dem næsten ikke. Da det gik vildest for sig tilbage i Løveparkens tidlige dage, var der over 70 løver, men med så mange løver i flokken er det selvfølgelig også en udfordring at skaffe mad nok. Så en balanceret bestand med både gamle og unge dyr på omkring 35 løver er helt perfekt.
For at give publikum de bedste muligheder for at opleve parkens mange løveunger vil der på lørdage og søndage i september ekstraordinært blive adgang til løvestalden med de mindste løver. På Givskud Zoos hjemmeside kan man se, om der er adgang til stalden og de aktuelle tidspunkter, (såfremt der skulle komme flere unger, kan det dog blive nødvendig at lukke for besøg i stalden). Under staldbesøget vil en af parkens formidlere være til stede og fortælle om løveungerne, så både børn og voksne får mest muligt ud af besøget. Givskud Zoo har åben alle ugens dage til og med efterårsferien.
Fakta
En hunløve er drægtig i ca. 3 måneder og føder typisk 2-4 unger. I naturen vil hunnen forlade flokken og føde sine unger et afsides sted, da de ellers risikerer at blive slået ihjel af andre flokmedlemmer. I Givskud Zoo efterligner man naturen og lader moren og ungerne være adskilt fra den øvrige flok i stalden de første par måneder, og først derefter bliver de forsigtigt lukket ud til den store flok.
Links
Se videoklip af de 7 ungers første dage ude i det store løveanlæg.
http://tv.givskudzoo.dk/tv?vid=496
http://tv.givskudzoo.dk/tv?vid=498
Yderligere information:
Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk, tlf. 75 73 02 22. Formidlingschef Morten Hechmann Andersen, mha@givskudzoo.dk, tlf. 24 27 06 56.
GIVSKUD ZOO, Løveparkvej 3, Givskud, 7323 Give.
Tlf.: 75 73 02 22 Fax: 75 73 03 21 www.givskudzoo.dk info@givskudzoo.dk