Verdens største odder boltrer sig i Givskud Zoo

Report this content

Fredag den 1. juni åbner Givskud Zoo det dyreste anlæg i parkens historie: Et stort nyt anlæg til sydamerikanske kæmpeoddere. 

Kæmpeodderen har længe stået på ønskelisten i Givskud Zoo. Den er verdens største af sin art og kan blive op til 2 meter lang og veje op mod 40 kg. Desuden lever kæmpeodderen i grupper og er meget aktiv om dagen.

‒ Det er alt sammen noget, der passer ind i Givskud Zoos koncept, fortæller parkens direktør, Richard Østerballe, men også noget, der vil give publikum en meget fascinerende oplevelse.

Kæmpeodderen stammer fra Sydamerika og er af forskellige årsager næsten udryddet i naturen, men den er også meget sjælden i zoologiske haver; blot 9 zoos i Europa har kæmpeoddere.

‒ Derfor har det været svært, og vi har måttet vente længe på at få tildelt dyr fra det europæiske avlssamarbejde, forklarer Richard Østerballe. 

‒ Det er nu lykkedes, og første etape af anlægget, et næsten 500 kvadratmeter stort tropehus, står klar til odderne den 1. juni. I løbet af 2012 vil der blive bygget videre på et 1200 kvadratmeter stort udendørsanlæg, som forventes færdig til sæsonen næste år.

I oddernes tropehus kan man se de meget livlige dyr boltre sig både over og under vand. Anlægget er konstrueret, så publikum kan komme helt tæt på odderne, dog godt beskyttet af stærkt panserglas, idet odderne er meget farlige.

– De ser så nuttede ud, men de er i virkeligheden meget aggressive rovdyr. De lever for det meste af fisk, uddyber Richard Østerballe, men hvis det kniber, kaster de sig over alt muligt andet, der kan spises; det gælder både kvælerslanger og krokodiller helt op til deres egen størrelse.

Kæmpeodderen lever i familiegrupper og kommunikerer med meget høje lyde. Dyrene er meget aggressive over for fremmede kæmpeoddere, og man kan ikke sætte flere voksne dyr sammen. Derfor kan man kun opbygge en flok ved at starte med et par – akkurat som man nu gør i Givskud Zoo. Efterhånden som parret får unger, vokser gruppen, og når ungerne i 2-3 års alderen bliver voksne, søger de bort og starter deres egen familie. Nogle unger bliver dog hos forældrene i mange år og hjælper med at passe deres yngre søskende.

Givskud Zoo har fået tildelt et par, som kommer fra henholdsvis Hamborg Zoo og Dortmund Zoo i Tyskland. Det er hunnen Frieda på 2 år og hannen Saro på 6 år.

– De to dyr har været sammen i næsten seks måneder og er meget glade for hinanden, så efter åbningen bliver det meget spændende, hvornår vi får de første unger, slutter Richard Østerballe.

Program for åbning af kæmpeodderanlægget i Givskud Zoo

13:00       Brasiliansk underholdning

13:20       Officiel åbning af anlægget ved Billund Kommunes borgmester Ib Christensen

14:00       Brasilianske drinks og kaffe i Oddersalen

Læs mere om kæmpeodderne her

Yderligere information:
Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk, tlf. 75 73 02 22.

GIVSKUD ZOO, Løveparkvej 3, Givskud, 7323 Give.
Tlf.: 75 73 02 22 Fax: 75 73 03 21 www.givskudzoo.dk info@givskudzoo.dk

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links