Energispild koster danske autoværksteder kassen
Et dansk gennemsnitsværksted bruger 130.000 kroner om året på energi, men de fleste kan let spare fem-ti procent med energirigtige vaner. Derfor lancerer Go’ Energi nu adfærdskampagnen Find den gemte energi. Kampagnematerialet er gratis – og kan hjælpe folkene på værkstederne med at gøre op med dårlige energivaner.
Kompressorer, der kører, selvom de ikke er i brug, og lys i værkstedshaller, der brænder, længe efter at sidste mand er gået hjem. De fleste autoværksteder bruger væsentligt mere energi, end de behøver.
Værksteder bruger også meget varme. Rumopvarmning alene står for 40 procent af et værksteds energiforbrug, og står porten til værkstedet åben længere end nødvendigt på en kold vinterdag, er det lige før, man kan se 100-krone-sedlerne blafre væk i vinden. Det kan man gøre noget ved med en kampagne om energirigtig adfærd, og Go’ Energi har udviklet gratis kampagnemateriale specielt til værksteder.
”Med bedre energivaner kan man spare mange penge uden at investere en krone. Der mangler bare ofte den daglige øjenåbner, der gør, at man faktisk husker at slukke. Derfor har vi udviklet et adfærdsmateriale, som værkstederne kan bruge helt gratis,” siger projektleder i Go’ Energi Thomas Drivsholm.
Spar uden investering
De ca. 4.400 danske autoværksteder bruger tilsammen for knap 600 millioner kroner energi om året. Det svarer til, at et gennemsnitsværksted bruger for 130.000 kroner årligt.
”Energirigtig adfærd er en måde at barbere energiudgifterne ned på uden investeringer. Det er derfor en meget lavthængende frugt. Man kan spare fem-ti procent på energiregningen med energirigtige vaner svarende til 6.500-13.000 kroner om året for et typisk værksted,” siger Thomas Drivsholm.
CAD: Der er meget at komme efter
René Eriksen, der er kørende konsulent for Autoværkstedernes Brancheorganisation (CAD), besøger hvert år 300-400 autoværksteder. Han er ikke i tvivl om, at der er et stort besparelsespotentiale på mange værksteder.
”Mange kan nemt spare ti procent. Et almindeligt problem er gamle lysstofrør, der lyser dårligt og bruger meget energi. De er typisk tændt fra morgen til aften – også når dagslyset egentlig er tilstrækkeligt. Den anden store synder er værkstedets kompressor – og især hvis der er utætheder i systemet. Jeg plejer at anbefale at sætte lærlingen til at gå rundt og tjekke systemet med en papegøjetang og en skruetrækker en gang om ugen,” siger René Eriksen.
En Userneeds-undersøgelse foretaget for Go’ Energi viser, at ansatte, der har været med i en adfærdskampagne, langt overvejende har positive erfaringer. Og de, der endnu ikke har deltaget i én, er åbne for at prøve det. Det stemmer godt overens med CAD’s erfaring.
”De ansatte på værkstederne ved, at energi koster, men de mangler information og gode ideer til, hvordan de kan spare. Jeg er sikker på, at folk har det godt med sådan et projekt. Det giver god mening, og man føler, man kan gøre en forskel. Det kræver bare, at man slukker lyset og kaffemaskinen og bruger døren i stedet for porten – og det vil mange gerne være med til,” siger René Eriksen.
Man kan bestille gratis materialer til adfærdskampagner på GoEnergi.dk/adfaerdskampagne.
Fakta:
- Typiske energislugere på værksteder er: opvarmning, ventilation, lys og kompressorer.
- Man sparer omkring 8.000 kroner om året bare ved at slukke kompressoren uden for arbejdstid.
- En læk i trykluftssystemet på en millimeter kan koste 4.500 kroner om året. Er den på fem millimeter, kan det løbe op i 100.000 kroner om året.
- Meget af Go’ Energis gratis adfærdsmateriale kan bruges af alle typer arbejdspladser. Der er desuden udviklet særligt materiale til værksteder.
- Adfærdsmaterialet består blandt andet af kampagneguide, materialekatalog, stickere, plakater, foldere, bordryttere, radiatorophæng, post-it-blokke og kuglepenne. Bestil eller download materialer, og læs mere om adfærdskampagner, på GoEnergi.dk/adfaerdskampagne.
- Ansatte, der har været med til adfærdskampagner, har langt overvejende positive erfaringer.
- Blandt ansatte, der ikke har været med til adfærdskampagner, er mere end 70 procent positive over for ideen.
Kilder: Go’ Energi og Userneeds
For yderligere oplysninger:
Thomas Drivsholm, projektleder i Go' Energi, tlf: 33 95 58 09, e-mail: tdr@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben hverdage kl. 09-16).
René Eriksen, kørende konsulent i Autoværkstedernes Brancheorganisation (CAD), tlf: 40 46 55 61, e-mail: re@cad.dk
Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima-, energi og bygningsministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Tags: