Få en energihelt på arbejdspladsen – og spar penge

Report this content

Der kan være meget at spare ved at vælge energirigtige løsninger på arbejdspladsen – også i det små. Men det kræver, at der er én, der tager ansvar for at få skiftet pærerne ud og sætte fokus på energiforbruget. Det har Camilla Normand gjort hos Oracle i Danmark – og det har skabt positive resultater på bundlinjen og blandt de ansatte.

Der er god og grøn økonomi i at energiforbedre arbejdspladserne. En ”energihelt” i virksomheden kan skabe besparelser og sætte fokus på energien blandt kollegerne. Det har man fundet ud af hos Oracle i Danmark, hvor teamleder Camilla Normand, der blandt andet står for rengøringen, har taget teten.

”Oracle er en international virksomhed, der har forpligtet sig til at reducere sit energiforbrug. De enkelte lande aftaler individuelle mål, og her i Danmark mener vi, at det er værd at gøre en ekstra indsats. Og da jeg altid har interesseret mig for den slags, meldte jeg mig til at forsøge at ændre nogle ting,” fortæller Camilla Normand.

Og det gjorde hun. Det sidste nye er, at Oracle nu har udskiftet halogenpærer i hele huset fra 35 til 20 watt. Det giver en årlig besparelse på over 25.000 kroner – og det er kun på halogenlamperne. Tidligere blev alle de øvrige pærer skiftet ud med energisparepærer.

Sådan kommer man i gang
Det er en rigtig god idé at lade ildsjæle gøre virksomheden mere effektiv, mener projektleder Thomas Drivsholm fra Go’ Energi.

”Det er en klar fordel, hvis én i virksomheden tager ansvar for at dirigere arbejdspladsen i en mere energivenlig retning. Det kan være ildsjæle som Camilla Normand eller decideret energiansvarlige,” siger Thomas Drivsholm.

Go’ Energis mål er at gøre det nemmere for virksomheder at bruge energien effektivt. For eksempel ligger der en vejledning i energirigtige indkøb og gratis materialer til at gennemføre en kampagne om energirigtig adfærd på www.GoEnergi.dk.

Få engageret kollegerne                                             
Energihelten kan engagere kollegerne og få kreative ideer, der gør hverdagen lettere og billigere. Camilla Normand har fået flere lyse ideer.

”Vi har fået sat automatisk lysregulering på, for det er ikke alle, der lige husker at slukke lyset. Men bare det faktum, at vi satte fokus på det, har fået de andre medarbejdere til at tænke mere over, hvordan vi kan spare på energien,” fortæller Camilla Normand, der også jævnligt researcher på nettet og søger hjælp til at beregne mulige besparelser.

Og netop den slags initiativer kan gøre en stor forskel.

”Der er rigtig meget at spare i danske virksomheder ved at styre energiforbruget efter behovet. Det er for eksempel ofte en rigtig god investering at sætte behovsstyring på lys, varme og ventilation,” siger Thomas Drivsholm fra Go’ Energi.

Start i det små
Ideen om at have en energiansvarlig kan komme fra de ansatte selv eller fra ledelsen. Det er vigtigt at have ledelsens opbakning, men også vigtigt, at den ansvarlige går op i emnet.

”Hvis personen selv melder sig, er der bedre chancer for, at det bliver én, som virkelig kan være motor på projektet,” siger Camilla Normand.

Hun anbefaler, at man tænker over at sætte sig realistiske mål.

”Større tiltag kræver investeringer, og det kan være svært at overbevise ledelsen om, at de er det værd. Så nu starter vi med det, vi selv kan gøre. Og ved at vise, at det godt kan betale sig med de små ting, kan jeg bane vejen for opbakning til de større ting hen ad vejen,” siger Camilla Normand.

Eksempel – sådan sparede Oracle på lyset

  • Udskiftning af 183 halogenpærer fra 35-watts-pærer til 20-watts-pærer.
  • 35-watts-pærerne bruger 42.081 kWh om året, svarende til 59.924 kroner.
  • 20-watts-pærerne bruger 24.046 kWh om året, svarende til 34.246 kroner.
  • Besparelse per år: 25.678 kroner, svarende til 7,7 ton CO2.

Kilde: Oracle

Fakta: Sådan kommer I i gang

  • En energihelt eller en decideret energiansvarlig kan skabe kontante besparelser i virksomheden.
  • Initiativet kan komme fra både de ansatte og ledelsen. Det er vigtigt at have ledelsens opbakning, og at den ansvarlige går op i emnet.
  • Go’ Energis tilbud Kurveknækker Erhverv giver gratis vejledning, der gør det nemmere for virksomheder at bruge energien effektivt. Læs mere på www.GoEnergi.dk/kurveknaekker-erhverv.
  • Få hjælp til energirigtige indkøb i Go’ Energis Indkøbsvejledning: www.GoEnergi.dk/indkoeb
  • Få gratis materiale til en kampagne om energirigtig adfærd i virksomheden: www.GoEnergi.dk/adfaerd

Kilde: Go’ Energi

For yderligere oplysninger:
Thomas Drivsholm, projektleder i Go' Energi, tlf: 33 95 5809, e-mail: tdr@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 07-22).

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Dokumenter og links