Hellere solceller end nyt køkken
Solcelleanlæg, hønsegårde og køkkenhaver blomstrer op i Danmark som aldrig før. Det er blevet in at være selvforsynende med æg fra egen hønsegård, grøntsager fra egen køkkenhave og strøm fra eget solcelleanlæg. En ny undersøgelse fra Go’ Energi viser, at etablering af eget solcelleanlæg er mere populært end nyt køkken. Livsstilsekspert Anne Glad fra DR1-programmet ”Kender du typen?” forklarer den nye trend med, at den økonomiske krise gør det attraktivt at tage ansvar for vores egen situation.
45 procent af danskerne har planer om at investere i deres bolig. Men mens det tidligere var et nyt samtalekøkken, der hittede, er det nu solcelleanlæg, der overgår alt. Hele 12 procent vil sætte deres penge i solceller, mens nyt køkken er nede på en fjerdeplads på danskernes topti over boligforbedringer. Det viser en ny undersøgelse fra Go’ Energi foretaget af Userneeds.
Fedt at være selvforsynende
”Køkkenet med store amerikanerkøleskabe blev vores store prestigerum, som vi kunne vise frem og signalere med, at det var vigtigt at lave mad fra bunden. Men sådan er virkeligheden ikke i en travl hverdag, og derfor er mange af de store køkken-alrum nu blevet sløjfet. I stedet for er energiforbedringer nu oppe i tiden, og vi vil gerne vise, at vi passer på klimaet. Nu er det fedt at være selvforsynende. Vi har set tingene bryde sammen med den økonomiske krise, og nu vil vi tage magten tilbage og producere vores egen strøm med solcellerne. På samme måde ser vi en stor stigning i anlæg af køkkenhaver og hønsegårde,” siger livsstilsekspert Anne Glad fra DR1-programmet ”Kender du typen?”.
Anne Glad peger på to typer, som vil være selvforsynende med egen solcellestrøm:
”Der er de bevidste, der går op i og handler til gavn for bæredygtighed og klima, som kun omfatter omkring syv procent af danskerne. Og så er der den store, brede gruppe, der gør det, fordi der er god økonomi i det. De tænker: ”En krone sparet er en krone tjent.” Og så er det selvfølgelig en god sideeffekt, at det også giver god mening,” siger hun.
Solceller giver også råd til nyt køkken
Et solcelleanlæg har da heller aldrig været økonomisk mere rentabelt, end det er lige nu. Det skyldes flere ting: de stigende energipriser, de faldende priser på anlæggene, de gunstige skatte-, afskrivnings- og afgiftsregler, håndværkerfradraget og nettomålerordningen, der gør det muligt at levere overskydende produktion til nettet. Du kan så få strømmen tilbage, når produktionen ikke dækker dit eget forbrug. Læs mere om solceller på GoEnergi.dk.
”Det er så økonomisk attraktivt at investere i solceller lige nu, at investeringen i solceller nemt kan tjene sig ind i anlæggets levetid og mere til. Go’ Energis beregninger viser, at du vil tjene 175.000 til 225.000 kroner ind i anlæggets levetid på strømproduktion, afskrivning og afgifts- og skattefordele, afhængigt af hvilken skatteordning du vælger. Så du kan faktisk også spare op til et nyt køkken eller endnu bedre til nogle af de tungere energiforbedringer, som giver dig større komfort,” siger Simon Chræmmer, projektleder i Go’ Energi.
Forventer 25.000 nye solcelleanlæg i år
Ved årsskiftet var der mindre end 2.000 solcelleanlæg i Danmark. Her godt fem måneder efter har Energinet.dk, der administrerer ansøgningerne om solcelleejernes tilslutning til nettet, registreret 10.000 anlæg. Kundechef Nicolaj Nørgaard Petersen regner med, at 25.000 husstande inden årets udgang producerer deres egen strøm ved hjælp af solceller.
”Alene i maj registrerede vi 3.050 solcelleanlæg. Vi har aktuelt ca. fem ugers ventetid på at behandle ansøgninger om godkendelse til nettomålerordningen, der betyder, at du kan få den overskydende produktion af strøm i solrige perioder tilbage, når du i andre perioder ikke producerer nok til eget forbrug. Godkendelsen har virkning med tilbagevirkende kraft,” siger Nicolaj Nørgaard Petersen, Energinet.dk.
Fra næste uge kan du søge digitalt om tilslutning til nettet på Energinet.dk ved hjælp af NemID, og det vil forkorte ventetiden.
I Dansk Solcelleforening er forventningen, at 100.000 nye solcelleanlæg har set dagens lys i løbet af de kommende otte år. Det svarer til en investering på otte milliarder kroner.
Derfor er solceller økonomisk attraktive
- Energipriserne stiger (Go’ Energi regner konservativt med en procent per år ud over inflationen).
- Håndværkerfradraget giver i 2012 et skattemæssigt fradrag på 15.000 kroner per voksen i husstanden for håndværkertimer til montering af anlægget. Brug Go’ Energis fradragsberegner.
- Nettomålerordningen gør det muligt for dig at levere strøm til nettet, når solen skinner, og du producerer mere strøm, end du selv kan bruge, og giver dig ret til at få strømmen tilbage, når du ikke producerer nok til eget forbrug.
- Fra 1. februar 2012 kan du som almindelig skatteborger vælge beskatning under virksomhedsordningen, hvor du kan trække 25 procent af anlægsudgifterne fra uden at risikere at miste din dagpengeret, hvis du skulle blive arbejdsløs.
- Prisen på solcelleanlæg er faldende.
Gode råd, når du vælger solceller
- Få en energikonsulent til at vurdere dine muligheder.
- Vælg en montør, du har tillid til.
- Bed montøren om referencer, eller vælg et anlæg og en montør, som bekendte har haft gode erfaringer med.
- Vælg en leverandør, der er tilknyttet en garantiordning.
- Brug Go’ Energis Håndværkerliste – så får du en montør, der kender til energiløsningerne.
Fakta om undersøgelsen
- 1.004 danskere i alderen 18-64 år deltog i undersøgelsen
- Gennemført af Userneeds for Go’ Energi
- Data er indsamlet i maj 2012
Yderligere oplysninger:
Simon Chræmmer, projektleder i Go' Energi, tlf. 41 96 49 86, e-mail: ascj@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 09-16).
Energinet.dk: kundechef Nicolaj Nørgaard Petersen, tlf. 23 33 87 05
Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima-, energi og bygningsministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde. Som følge af energiforliget vil Go’ Energi fra 1. juli 2012 blive nedlagt som selvstændig institution. En række af Go’ Energis aktiviteter vil dog blive videreført i Energistyrelsen.
Tags: