Region Sjælland går foran med energiindsats

Report this content

Region Sjælland indgår som den første region en central Kurveknækkeraftale med Go’ Energi. Målet er at blive endnu bedre til at reducere energiforbruget og at udvikle en kampagne, som andre regioner kan drage nytte af.

For første gang har en hel region indgået en central Kurveknækkeraftale om at reducere energiforbruget med Go’ Energi.

Det skete i København i dag, da Region Sjællands regionsrådsformand, Steen Bach Nielsen, underskrev aftalen sammen med Go’ Energis sekretariatschef, Henrik Teglgaard Lund.

”Region Sjælland har en vision om at blive en af de førende klimaregioner i Europa. Derfor må vi også selv gøre en målrettet og aktiv indsats for at opnå energibesparelser,” siger formanden for regionsrådet i Region Sjælland, Steen Bach Nielsen.

”Det er en markant begivenhed, der peger frem imod et endnu bedre samarbejde med regionerne. Med aftalen tager Region Sjælland et stort skridt på vejen mod lavere energiforbrug, bedre driftsøkonomi og en grønnere profil,” siger Henrik Teglgaard Lund.

Region Sjælland brugte sidste år op mod 130 millioner kroner på energi.

Inddrager medarbejdere
Kurveknækkeraftalen gælder alle Region Sjællands virksomheder, blandt andet sygehusene. Regionen arbejder allerede med en lang række energiforbedringer med særligt fokus på drift, indkøb og nybyggeri. Region Sjælland vil bruge Kurveknækkeraftalen til at involvere regionens 15.000 ansatte endnu mere i den indsats.

Go’ Energi stiller allerede i dag gratis kampagnemateriale om energiadfærd til rådighed og udvikler efter sommerferien særligt materiale til regionernes behov i samarbejde med Region Sjælland.

”Der er et stort potentiale. For eksempel bruger et røntgenapparat ligeså meget strøm på standby som 250 fladskærms-tv’er – og mange af dem bliver aldrig slukket helt. Noget hospitalsudstyr må ikke slukkes, men der er også mange myter og misforståelser. Vi undersøger nu området sammen med teknikere fra udstyrsleverandører og sygehuse og udvikler materiale, så det bliver nemmere for personalet at slukke, hvor det er muligt,” siger Henrik Teglgaard Lund.

Energiledelse gjort enkelt
Kurveknækkeraftalen forpligter Region Sjælland til at styrke energiledelse i samarbejde med Go’ Energi.

”Go’ Energi har udviklet en vejledning i energiledelse. Målet er at høste fordelene ved energiledelse uden at skulle etablere et omfattende, certificeret energiledelsessystem,” siger sekretariatschef Henrik Teglgaard Lund fra Go’ Energi.

Energiledelse handler blandt andet om at kortlægge energiforbruget, sætte mål og udarbejde en handlingsplan. Ved at bruge energiledelse sikrer organisationen, at man sætter ind de rigtige steder og dermed får flest energibesparelser for pengene.

Go’ Energi forventer at indgå Kurveknækkeraftaler med flere regioner i løbet af 2011.

Fakta

  • Kurveknækker konceptet er Go’ Energis tilbud til store organisationer indenfor både det offentlige og det private erhvervsliv (samlet energiforbrug på over 1 GWh).
  • Bliv Kurveknækker (www.goenergi.dk/kurveknaekker).
  • Go’ Energis Kurveknækkere får adgang til en række ydelser:
    - En gratis energisparekuffert med vejledninger og værktøjer

    - Coaching i netværk, videndeling og hjælp til at bruge vejledninger og værktøjer

    - Gratis materiale til blandt andet adfærdskampagner

    - Hotline via mail og telefon

    - Nyhedsmails og cases til inspiration.

Forslag til billedtekst: I SAMME BÅD. Region Sjælland indgik i dag som den første hele region en Kurveknækkeraftale med Go' Energi om at sænke energiforbruget. Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (th.) og Go' Energis sekretariatschef Henrik Teglgaard Lund (tv.) vil sammen styre mod en mere effektiv udnyttelse af energien. Foto: Bo Nymann.

Yderligere oplysninger:
Henrik Teglgaard Lund, sekretariatschef i Go' Energi, tlf. 33 95 58 01, e-mail: htl@goenergi.dk.

Steen Bach Nielsen, regionsrådsformand for Region Sjælland, tlf.: 30 61 64 46

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Tags:

Multimedia

Multimedia