Sådan holder du varmen på jobbet
Seks ud af ti oplever kulde og træk på jobbet, viser ny undersøgelse. Det går ud over både dig selv og din arbejdsplads. Go’ Energi har samlet en række gode råd til, hvordan medarbejdere kan forbedre indeklimaet.
Det er ikke nemt at ramme tasterne, hvis fingrene er stive af kulde. Og det er de hos ansatte på mange arbejdspladser, viser en ny undersøgelse fra Go’ Energi.
Seks ud af ti oplever kulde og træk på jobbet, og det går ud over helbredet, arbejdsglæden og produktiviteten. Men de ansatte kan selv være med til at forbedre indeklimaet, fortæller projektleder Thomas Drivsholm fra Go’ Energi.
”I mindre virksomheder styrer de ansatte ofte selv ting som radiatorer og udluftning og kan optimere indeklimaet ved at følge nogle enkle retningslinjer. I større virksomheder kan driftsafdelingen hjælpe. Hvis der er problemer med bygningen, anbefaler vi under alle omstændigheder at gå i dialog med driftsafdeling eller ledelse, for det er vigtigt at fjerne selve årsagen i stedet for at symptombehandle med tæpper og varmeblæsere,” siger Thomas Drivsholm.
Det hjælper at sige det
Der kan være mange forskellige årsager til kulde og træk – fra utætte vinduer over mangelfuld isolering til problemer med varme- og ventilationsanlæg. Og det nytter noget at tage dialogen med ledelsen. Det mener Lars D. Christoffersen, der er professor ved DTU og rådgiver virksomheder om energiforbedringer og indeklima.
”Et dårligt indeklima giver simpelthen dårlig økonomi, så virksomheder er generelt klar til at gøre meget for at forbedre det. Mange energiforbedringer kommer, ved at nogen klager over indeklimaet, og så må ledelsen gøre noget.”
Nedsat produktivitet pga. dårligt indeklima koster i følge Teknologisk Institut samfundet 10-30 milliarder kroner om året.
Frøs i otte timer om dagen
Én af de virksomheder, der tager indeklimaet alvorligt, er Alm. Brand. Her oplevede kontorchef Karin Sandberg, at hun og hendes kolleger ikke kunne holde varmen, da vinteren begyndte at trænge sig på sidste år.
”Vores bygning ligger lige ud til Københavns Havn, og vi led forfærdeligt under træk. Det er ikke sjovt at sidde og fryse i otte timer hver dag, og flere medarbejdere sad konstant med tæppe og jakke på,” siger Karin Sandberg.
Karin Sandberg førte i en måned logbog med de andre medarbejderes beskrivelser – hvornår trækken var slem og hvor – og afleverede den til driftschefen. Han undersøgte sagen, og det viste sig, at varmeanlægget fordelte varmen skævt, så der ikke kom varme nok til nogle etager, selvom der var skruet helt op. Driftsteamet valgte derfor at genindregulere varmeanlægget, og det hjalp.
”Vi har det meget bedre nu, og jeg hører sjældent klager længere. Man bør helt klart tage dialogen med ledelsen i sådan en situation. Jeg hørte flere gange den dér: ’Ej, vi siger ikke noget, det hjælper ikke’. Men det gjorde det. Vi blev taget meget seriøst. Og der sker i hvert fald ikke noget, hvis man bare tier stille,” siger Karin Sandberg.
Samtidig er genindreguleringen en økonomisk fordel for Alm. Brand. Den kostede under 50.000 kroner at gennemføre og reducerede i 2011 varmeudgifterne med over 70.000 kroner sammenlignet med 2010.
Gode råd – sådan holder du varmen
- Luft ordentligt ud: Skru ned for varmen og luk vinduerne helt op i et par minutter et par gange om dagen.
- Sigt efter en indetemperatur på 20-22 grader.
- Sæt termostaterne i hvert rum ens. Normalt svarer det til 21 grader at sætte dem på tre.
- Gå i dialog med ledelse eller driftsansatte om problemer, I ikke selv kan løse.
- Anbefal en energigennemgang af bygning og varme- og ventilationsanlæg. Energiforbedringer fører ofte også til bedre indeklima. Find en rådgiver på wwwGoEnergi.dk/find-en-raadgiver
Kilder: Go’ Energi og Arbejdstilsynet
Fakta – indeklima på jobbet
Som ansat har du ret til ”et sikkert og sundt arbejdsmiljø” ifølge Arbejdsmiljøloven. Har du ikke det, kan du påpege det i APV’en – en skriftlig arbejdspladsvurdering, som arbejdgiveren har pligt til at udarbejde. Læs mere på www.arbejdstilsynet.dk/regler
- 58 procent oplever kulde eller træk på arbejdet: 42 procent blandt selvstændige, 58 procent blandt ansatte i erhvervslivet, og 65 procent blandt offentligt ansatte
Når ansatte udsættes for kulde eller træk, svarer:
- 83 procent, at det går ud over deres produktivitet
- 79 procent, at de fryser og bliver utilpasse
- 36 procent, at de bliver irriterede på ledelsen
- 21 procent, at de bliver stressede og mister koncentrationen
- 9 procent, at de bliver tilbøjelige til at søge andet arbejde.
Kilde: Arbejdstilsynet og Userneed-undersøgelse for Go’ Energi
For yderligere oplysninger:
Thomas Drivsholm, projektleder i Go' Energi, tlf: 33 95 58 09, e-mail: tdr@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 07-22).
Fotos er vedhæftet til fri redaktionel brug.
Om Go' Energi
Go' Energi er en uvildig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Tags: