Sig godnat til dit internet
Facebook, Twitter og YouTube. Vi elsker internettet så meget, at vi holder forbindelsen åben døgnet rundt. Faktisk er hjemmekontoret et af de rum i boligen, hvor der er bedst mulighed for at spare strøm. Faktisk kunne danskerne spare 430 millioner kroner om året og 107.000 ton CO2, hvis vi alle slukkede for internetforbindelsen, når vi ikke er online. Få gode råd til det energieffektive hjemmekontor her.
I soveværelset er der stille bortset fra en let snorken, fra børnenes værelser høres ikke en lyd, men i hjemmekontoret er både router og computer lysvågen. En ny undersøgelse viser, at over 75 procent af danskerne sjældent eller aldrig slukker for internetforbindelsen. Undersøgelsen er lavet af ELMODEL-bolig, der er et samarbejde mellem Go’ Energi, Energistyrelsen, Energinet.dk og Dansk Energi.
”Der er ingen tvivl om, at vi elsker internettets mange muligheder, for vi surfer, spiller eller arbejder på hjemmecomputeren 1.750 timer ud af årets 8.760 timer. Men ved at sige godnat til modem og router når vi selv går i seng, kan vi spare penge og meget energi,” siger Michael Reuss, projektleder i Go’ Energi.
Samlet set kan danskerne spare 430 millioner kroner ved at slukke for internetforbindelsen. Beløbet svarer til 215 millioner kilowatt-timer og 107.000 ton CO2. I kroner og øre er det en stigning på 110 millioner i forhold til sidste år, hvor vi ”kun” kunne spare 320 millioner kroner. Årsagen er, at vi får stadig flere computere i hjemmet.
Du slukker også ovnen
Hjemmekontoret er et af de rum i boligen, hvor der er bedst mulighed for at spare strøm, fordi computere, routere og modem står tændt, når vi sover. Og det er jo i grunden lidt mærkeligt, for vi kunne aldrig drømme om at lade eksempelvis køkkenudstyr stå tændt, når det ikke er i brug.
”Hverken blender eller ovn står tændt uden grund, og det bør hjemmekontorets udstyr heller ikke. Nogle lader computer og modem være tændt, fordi de tænker, at udstyret tager skade af at blive tændt og slukket, men det er ikke tilfældet. Du kan roligt slukke nettet om aftenen og tænde igen om morgenen,” siger Michael Reuss.
Gode råd til hjemmekontoret:
- Sluk modem og router, når de ikke er i brug.
- Sørg for strømstyring på computeren – det er nemt og gratis. Se, hvordan du gør, her: www.GoEnergi.dk/indstil-stroemstyring-paa-din-computer.
- Sæt computeren og andet it-udstyr på en elspareskinne, for så slukker det hele automatisk, når du ikke længere bruger computeren.
- Få en fjernbetjent stikkontakt. Den kan sagtens slukke internetforbindelsen, selvom den står under en reol. Fjernbetjeningen virker på op til 20 meters afstand og også igennem vægge, døre og vinduer.
Fakta om internet og computere:
- Elforbruget til bredbåndsmodemmer og trådløse netværksroutere er 267 millioner kilowatt-timer i Danmark.
- 1.930.000 husstande har bredbåndsmodemmer, og 1.881.000 husstande har trådløse netværk.
- En netværksforbindelse bruger mere strøm end en bærbar computer.
- Hjemmekontoret står for 10 procent af husstandens strømforbrug.
- Der blev solgt 560.000 bærbare computere i 2010 til private. Det er 112.000 flere end i 2009. I 2010 blev der solgt 157.000 stationære computere. Det er 31.000 flere end i 2009.
Yderligere oplysninger:
Michael Reuss, projektleder i Go' Energi, tlf. 41 96 49 82, e-mail: mire@goenergi.dk
Go' Energis Pressetelefon: 41 31 90 09 (åben kl. 07-22).
Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug – undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.
Tags: