Grundfos SP-dykpumpe i drift siden 1983 uden reparationer
At Grundfos SP-pumperne er sejlivede er ikke nogen nyhed! Men en pumpe der stort set har kørt i døgndrift siden 1983 hører dog til sjældenhederne. Den kører stadig, og der har aldrig været reparationer på den.
Den 20. december 1983 installerede brøndborer Carsten Graversen en Grundfos SP70-2 pumpe i en 97 meter dyb boring på Øster Ørts Dambrug ved Lemvig. Her skulle pumpen hente grundvand op til dammene og ørrederne, hvilket den har gjort lige siden med omkring 90 m3 i timen døgnet rundt og stort set uden ophold.
”Nåh, den står vistnok stille en uges tid hvert år, når dammene renses,” konstaterer brøndborer Carsten Graversen, der er indehaver af MJ Brøndboring i Bækmarksbro. ”Men det er nu ikke fordi, der samtidig bliver lavet service på pumpen, for den har kun været taget op til afprøvning og eftersyn to gange i dens levetid. Og der har ikke været noget at reparere på den.”
Høj ydelse i en høj alder
Samlet set har pumpen således præsteret omkring 275.000 driftstimer, og det imponerer Poul Bøgelund Johansen, der ellers har set mange velfungerende, gamle SP-pumper i sin lange tid som salgsingeniør hos Grundfos.
”Det er ret utroligt, hvad de kan holde til og hvad de kan yde, selv i en høj alder,” siger Poul Bøgelund Johansen og refererer bl.a. til en SP-pumpe fra Midtjylland, der efter 36 års drift blev indleveret til afprøvning. ”Den ydede 70 %, og den havde kun været til reparation én gang i dens levetid, da stigrøret var gået i stykker. Det eneste problem med de helt gamle pumper er, at det efterhånden er svært at skaffe reservedele.”
Samme konstruktion i dag som i 1967
Men det kræver ikke gamle manualer at servicere aldrende SP-pumper i dag, for konstruktionsprincipperne er de samme som dem, man finder i de første modeller fra 1967. ”En konstruktion man også finder i mange af de nye pumper fra vores konkurrenter,” siger Poul Bøgelund Johansen med et skævt smil.
”Poul Due Jensen var virkelig forud for sin tid, dengang han opfandt den dykpumpen, som skulle komme til at revolutionere vores vandforsyning,” siger salgsingeniøren. ”Allerede i 1964 havde han introduceret BPD-pumpen, hvor motoren, helt naturstridigt, befandt sig under vand. Pumpen var i messing og bronze, og den var virkelig tung. Så da SP-pumpen så dagens lys i 1967 med dykket motor og pumpedel i rustfrit stål, var et af de gode salgsargumenter, at pumpen ikke vejede ret meget.”
Søges: Endnu flere gamle pumper
På Grundfos Museum i Bjerringbro finder man flere beviser på de gamle SP-pumpers holdbarhed, og for Senior Servicetekniker Ole Berg og leder af Historisk Afdeling, Anja Warschawsky, er historierne og de gamle pumper særdeles velkomne.
”Vi forsøger at samle så meget af den mere end 70 år gamle Grundfos-historie som muligt, og heldigvis er der mange, der har os i tankerne, når de støder på de gamle pumper,” fortæller de to ildsjæle. ”Der går næsten ikke en uge, uden at der lander én eller anden gammel pumpe på vores bord. Vi giver dem et tjek, men en egentlig renovering er der ikke tale om. Når vi bruger dem i museumsudstillinger, præsenterer vi dem, som de tager sig ud efter brug og sammen med deres historie, og selv om vi efterhånden har en ret enestående samling, er vi meget interesseret i at høre fra folk, der støder på et Grundfos-klenodie. Det kunne jo være, at det er lige én af dem, vi står og mangler,” lyder opfordringen.
Grundfos Museum er ikke åben for offentligheden, men Grundfos-kunder er velkomne efter aftale med en salgsingeniør fra Grundfos DK A/S.
__________________________________________
Har du en Grundfos-pumpe, du vil donere til Historisk Afdeling hos Grundfos, kan du kontakte
Ole Berg, Senior servicetekniker
40 44 32 26, oleberg@grundfos.com
eller
Anna Vichit Petersen, Arkivar - Historisk Afdeling
87 50 15 29, avpetersen@grundfos.com
Yderligere oplysninger om Grundfos SP-pumper
Poul Bøgelund Johansen
Senior salgsingeniør, Team Vandforsyning
40 10 80 22
pboegelundj@grundfos.com
Du kan også læse historien på www.grundfos.dk
Har du spørgsmål eller behov for yderligere materiale, bedes du kontakte:
Iben Sommer Donslund
Marketingchef
87 50 50 25 / 20 34 56 24
isommer@grundfos.com
GRUNDFOS DK A/S
Martin Bachs Vej 3
8850 Bjerringbro
www.grundfos.dk