Præmieret vand fra Tørskind Vork bliver til rent vand i Vietnam
For anden gang i træk var Trefor Vand på sejrsskamlen i kampen om Danmarks mest velsmagende vand fra hanen, og vandet fra Tørskind Vork var kun en dråbe fra en førsteplads.Men vandforsyningschef Lars Skjerning er ovenud tilfreds med andenpladsen. Den placering udløser nemlig en præmie fra Grundfos, der er med til at sikre rent vand til omkring 600 vietnamesere i Mekong-deltaet i mere end 10 år.
Det var en smagens dag den 10. oktober, hvor Vand Grand Prix 2014 blev afgjort på Langelinie Pavillonen i København. Det er de danske vandværkers to brancheforeninger, DANVA og FVD, der hver fjerde år sætter fokus på den ekstremt høje danske vandkvalitet med en konkurrence, der gennemføres efter principperne for årgangsvinenes blindsmagninger.
Det var også madskribenter og vinanmeldere, der sammen med en embedslæge smagte sig gennem ’årgangs-vand’ fra de 30 deltagere i dysten, og sammenligningen med vinsmagninger er ganske rammende, fortæller vandforsyningschef Lars Skjerning, TREFOR Vand.
Vand smager lokalt
”Smagen handler ikke kun om blødt og hårdt vand, selv om kalkindholdet selvfølgelig også har betydning for smagen,” forklarer Lars Skjerning. ”Vandet fra Tørskind Vork vandværk, som vi havde tappet om morgenen fra hanen i børnehaven ved Rugsted, stammer fra en regnvejrsdag for mindst 50 år siden. Så længe har det taget vandet at sive de 80 meter ned til to forskellige lag, der udgør drikkevandsmagasinet under Tørskind. Det yngste lag er dannet i arktisk kulde for måske 2,5 mio. år siden – det ældste under tropisk hede for omkring 20 mio. år siden.”
Under nedsivningen filtreres vandet gennem moræneler og aflejringer af ler og sand, og alt dét er med til at give vandet sin unikke smag. Og smagen fra Tørskind Vork fik 44 point ud af 50 mulige – heraf to 10-taller. Vindervandet fra Aabenraa fik også 44 point – men tre 10-taller afgjorde kampen.
Præmien: Rent vand til Vietnam
Det var en stolt og glad vandforsyningschef, der fik overrakt 2. præmien af miljøminister Kirsten Brosbøl – stolt på vandets vegne og glad fordi præmien i den grad gør en forskel for andre, for hvem rent vand i hanen absolut ikke er en selvfølge.
Præmien var sponsoreret af Grundfos, og den bestod af en donation til Water2Life-programmet, der er et projekt, hvor Grundfos-medarbejdere i mere end 50 lande samler ind til etablering og drift af bæredygtige, solcellestyrede vandforsyninger i fattige områder.
Senior salgsingeniør Poul Bøgelund fra Grundfos fortæller:
”Vi startede i 2010 i Kenya, hvor 11 landsbyer nu har fået adgang til rent vand takket være Water2Life-programmet. Det er sket i samarbejde med Dansk Røde Kors, og det er et hjælp-til-selvhjælps projekt, hvor vi træner beboerne til vedligehold og egen drift af anlæggene. Nu er turen kommet til Mekong-deltaet i Vietnam, og her er der ganske vist vand over det hele, men det er så forurenet af tungmetaller og bakterier, at det er sundhedsskadeligt bare at røre ved det. Så her er målet, at vi i løbet af tre år skaffer rent vand til 10 landsbyer.”
Medarbejderne samler ind – Grundfos dobler op
Med andenpladsen til vandet fra Tørskind Vork fulgte en donation fra den danske pumpeproducent på 18.000 kr. til Water2Life-programmet. I lighed med de øvrige penge, som tusindvis af Grundfos-medarbejdere samler ind gennem events og aktiviteter, fordobler Grundfos-koncernen dette beløb.
For 8 Euro kan der i Vietnam skaffes vand til én person i mindst 10 år, så her kan omkring 600 landsbybeboere takke TREFOR Vand for en lysere fremtid, og det bekommer Lars Skjerning vel.
Bæredygtig energi til Afrika
”TREFOR-koncernen tænker i samme baner som Grundfos. Sammen med SystemTeknik, der er en af Danmarks førende udbydere af el-tavler, har vi etableret et nyt selskab – Remergy – med det formål at etablere bæredygtig energiproduktion og -distribution i verdens udviklingsområder,” fortæller vandforsyningschefen. ”Vi etablerer og sætter i drift, hvorefter lokale kooperativer overtager drift og vedligeholdelse for efter få år at overtage det fulde ejerskab af anlæg og net”.
Det første anlæg er etableret i Uganda, og de første lerklinede hytter har fået elektrisk lys. Næste projekt skal skaffe elforsyning til et køleanlæg i en landsby, så køernes mælk kan holdes frisk, til den afhentes af mejeriets lastbil.
Vand er kampen værd
Poul Bøgelund og Lars Skjerning er enige om, at forholdene i de fattige lande sætter det danske vand i relief.
”Vi tager det som en selvfølge, at der er vand i hanen, når vi åbner for den. Frisk, helt rent og velsmagende vand hentet direkte fra undergrunden til en pris på omkring 6-7 øre per liter. Ikke regn- og overfladevand, der skal behandles med klor, før det kan drikkes. Vi er privilegerede – så privilegerede, at vi kan lave blindsmagning og præmiering af nuancerne.”
Det er et Grand Prix værd, og de to ’vandmænd’ ser frem til dysten om fire år.
Yderligere informationer
TREFOR Vand A/S
Lars Skjerning
Vandforsyningschef
28 10 72 96
lsh@trefor.dk
Grundfos DK A/S
Poul Bøgelund Johansen
Senior salgsingeniør, Vandforsyning
40 10 80 22
pboegelundj@grundfos.com
Foto øverst viser fra venstre:
Ole Wiil, landsformand FVD, Poul Bøgelund, senior salgsingeniør Grundfos, miljøminister Kirsten Brosbøl, Lars Skjerning, vandforsyningschef TREFOR, Ole Silkjær, projektleder TREFOR, Jens Erik Treldal, applikationsingeniør Grundfos, Charlotte Schmidt, planlægningsingeniør TREFOR, Carl-Emil Larsen, direktør DANVA.