Fremtidens forskere findes på Forskningens Døgn
Dagens finale i Drughunter Dysten i Lundbecks hovedkvarter i Valby afslutter fremtidens forskere flere måneders intens jagt på nye behandlinger af hjernesygdomme. Siden januar har flere end 1000 elever fra gymnasier over hele landet prøvet kræfter med rollen som forsker og forsøgt at knække koden til en række sygdomme i hjernen. Medicinalvirksomheden Lundbeck står bag konkurrencen, der har til formål at øge interessen for naturvidenskabelig forskning og innovation blandt unge og give dem smag for de naturfaglige uddannelser.
På finaledagen møder eleverne blandt andre ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard, samt et par af Lundbecks egne forskere, der vil tage eleverne med på en rejse ind i den forunderlige menneskelige hjerne.
For at vinde årets Drughunter Dyst skal eleverne kombinere deres faglige viden i kemi, biologi og bioteknologi med kreativ tænkning og innovative løsningsforslag. Elevernes løsninger tager udgangspunkt i forståelse af hjernesygdomme og behov for bedre behandling af eksempelvis depression og Alzheimer’s sygdom. Ambitionen er at sætte elevernes naturvidenskabelige faglighed ind i en bredere samfundsmæssig kontekst.
Med de skarpeste naturvidenskabelige hoveder fra landets gymnasier samlet hos Lundbeck er niveauet højt, og det er ikke kun eleverne, der bliver klogere.
”Som forskere kan vi lære meget af elevernes nysgerrige og kreative tilgang til de biologiske og kemiske problemstillinger. Og jo tidligere vi kan give dem mulighed for at snuse til den naturvidenskabelige verden og vække deres interesse for rollen som forsker, jo bedre. Hvis Danmark skal fastholde sin førerposition indenfor sundhed og forskning, er det afgørende, at vi uddanner de bedste hoveder”, siger koncerndirektør for forskning og udvikling i Lundbeck, Anders Gersel Pedersen.
Samfundsmæssigt perspektiv
Drughunter Dysten blev skudt i gang i starten af januar 2013 og eleverne har herefter haft tre måneder til at udarbejde en videnskabelig plakat, en såkaldt poster. Til det formål har de skullet tilegne sig viden om hjernen og om hjernesygdomme som depression, skizofreni og Alzheimers sygdom for at finde svar på spørgsmål og problemstillinger i relation til forskning i behandling af hjernesygdomme.
En dommerkomite bestående af en række af Lundbecks forskere vil på finaledagen vurdere de mange posters og udvælge vinderne af årets Drughunter Dyst.
”Det er, når eleverne kommer ud af klasselokalets fire vægge og møder den rigtige forskerverden, at interessen for naturvidenskab for alvor kan vækkes. Ved at prøve kræfter med rollen som forsker og løse konkrete problemstillinger bliver deres viden sat ind i et større samfundsmæssigt perspektiv. De vil få en forståelse af, hvor invaliderende hjernesygdomme er, og hvorfor det er afgørende, at der udvikles nye og bedre lægemidler i fremtiden”, siger Anders Gersel Pedersen.
Se flere fakta om Drughunter Dysten nedenfor og på konkurrencens hjemmeside www.drughunters.dk
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg, pressechef
Telefon (direkte): 36 43 28 51
Om Lundbeck
Lundbeck er et globalt farmaceutisk selskab, der er engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med hele værdikæden fra forskning, udvikling, og produktion til markedsføring og salg af lægemidler i hele verden. Selskabets lægemidler er rettet mod lidelser som depression, angst, psykoser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme. Lundbecks udviklingsportefølje består af en række udviklingsprogrammer i den mellemste og sene udviklingsfase.
Lundbeck har i dag over 5.800 ansatte verden over, hvoraf de 2.000 arbejder i Danmark. Vi har medarbejdere i 57 lande, og vores produkter er registreret i mere end 100 lande. Vi har forskningscentre i Danmark, Kina og USA og produktionsfaciliteter i Italien, Frankrig, Mexico, Kina og Danmark. Lundbeck omsatte i 2012 for DKK 15,0 mia. For yderligere oplysninger henviser vi til selskabets hjemmeside www.lundbeck.com.
Fakta om Drughunter Dysten
- Drughunter Dysten er en årligt tilbagevendende naturfaglig konkurrence blandt gymnasieelever hovedsageligt fra de Danske Science Gymnasier, der i år startede den 1. januar. Konkurrencen arrangeres af Lundbeck.
- Konkurrencen tager udgangspunkt i nutidens lægemiddeludvikling. Eleverne får mulighed for at arbejde med opgaver inden for sygdomme i centralnervesystemet, hvorunder der er mulighed for at vælge mellem opgaver med en kemisk, biologisk og bioteknologisk indgangsvinkel.
- Drughunter Dysten giver mulighed for at kombinere biologi/kemi/bioteknologi (A/B-niveau) undervisningen med en anvendelsesorienteret indsigt i forsknings- og udviklingsarbejdet hos Lundbeck. Under forløbet får eleverne mulighed for at møde forskere fra Lundbeck via foredrag på de deltagende gymnasier, de får en indsigt i de arbejdsformer, der knyttes til arbejdet som forsker, og de får en indsigt i, hvordan fagene bringes i anvendelse for at løse reelle problemstillinger relateret til udviklingen af nye lægemidler.
- Konkurrencens opgaver udformes således, at de rammer kompetencemål fra fagenes læreplaner, og derved kan anvendes som en del af pensum i fagene kemi, biologi og bioteknologi. Lundbeck har i samarbejde med studenterorganisationen Biotech Academy, DTU, udviklet undervisningsmateriale til konkurrencen.
- Eleverne fik den 1. januar 2013 udleveret opgaver og har i vinter- og forårsmånederne arbejdet med opgaverne ude i klasserne. Undervejs har gymnasierne haft mulighed for at få besøg og oplæg fra Lundbecks forskere.
- De indsendte posters går videre til finalen, der afholdes på Forskningens Døgn den 3. maj 2013 i Lundbecks hovedkvarter i Valby.
- På finaledagen præsenterer eleverne deres videnskabelige posters. Sidst på dagen kåres vinderne i årets Drughunter Dyst.