I dag findes fremtidens forskere
Dagens finale i Drughunter Dysten i Lundbecks hovedkvarter i Valby afslutter ni ugers intens jagt på fremtidens forskere. Siden februar har omkring 1000 elever fra gymnasier over hele landet prøvet kræfter med rollen som forsker og med udviklingen af nye lægemidler. Det er medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S, der står bag initiativet, som skal give gymnasieeleverne indsigt i forskningsverdenen og vække deres interesse for naturvidenskab.
På finaledagen møder eleverne blandt andre ph.d. Thomas Habekost fra Københavns Universitet, som sætter fokus på hjernens betydning for vores hukommelse og evne til at være opmærksom.
For at vinde Drughunter Dysten kræver det, at eleverne kan bringe deres viden om kemi, biologi og bioteknologi i spil i forhold til udviklingen af nye og bedre lægemidler til behandling af hjernesygdomme som eksempelvis depression og Alzheimers sygdom. Ambitionen er at sætte elevernes naturvidenskabelige faglighed ind i en bredere samfundsmæssig kontekst.
”Med Drughunter Dysten håber vi at vise eleverne, hvilken forskel de som forskere kan være med til at gøre for patienter og samfund. Derfor handler dysten ikke kun om at lade de unge prøve kræfter med rollen som forsker, men også om at understrege, hvorfor det er så afgørende, at der udvikles nye og bedre lægemidler til hjernesygdomme i fremtiden”, siger forsknings- og udviklingsdirektør i Lundbeck, Anders Gersel Pedersen.
Videnskabelige posters
Eleverne har haft ni uger til at udarbejde en videnskabelig plakat, en såkaldt poster, hvor de har brugt deres viden om hjernesygdomme som depression, skizofreni og Alzheimers sygdom til at finde svar på spørgsmål og problemstillinger i relation til moderne lægemiddelforskning. En dommerkomite bestående af en række af Lundbeck’s forskere i hjernesygdomme vil på finaledagen vurdere de mange posters og udvælge vinderne af årets Drughunter Dyst.
Med de skarpeste naturvidenskabelige hoveder fra landets gymnasier samlet er niveauet højt, og det er ikke kun eleverne, der bliver klogere.
- Eleverne udfordrer de opgaver, vi stiller dem og udviser høj faglighed og kreativitet i løsningen af dem. Det kan vi som forskere nemt lade os inspirere af. Vi mener, at disse unge er vigtige for fremtidens forskning, og jo tidligere, vi kan give dem indblik i den naturvidenskabelige verden og vække deres interesse for rollen som forsker jo bedre”, siger Anders Gersel Pedersen.
Se flere fakta om Drughunter Dysten nedenfor og på konkurrencens hjemmeside www.drughunters.dk
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg, pressechef Simon Augustesen, Media Relations
Telefon (direkte): 36 43 28 51 Telefon (direkte): 36 43 49 80
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, psykotiske lidelser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0 mia. (ca. EUR 2,2 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com.
Faktaark – Drughunter Dysten
Projektet
- Drughunter Dysten er en naturfaglig konkurrence blandt gymnasieelever hovedsageligt fra de Danske Science Gymnasier, der startede den 1. februar og er arrangeret af Lundbeck.
- Konkurrencen tager udgangspunkt i nutidens lægemiddeludvikling. Eleverne får mulighed for at arbejde med opgaver inden for sygdomme i centralnervesystemet, hvorunder der er mulighed for at vælge mellem opgaver med en kemisk, biologisk og bioteknologisk indgangsvinkel.
- Drughunter Dysten giver mulighed for at kombinere biologi/kemi/bioteknologi (A/B-niveau) undervisningen med en anvendelsesorienteret indsigt i forskning og udviklingsarbejdet hos Lundbeck. Under forløbet får eleverne mulighed for at møde forskere fra Lundbeck via foredrag på de deltagende gymnasier, de får en indsigt i de arbejdsformer, der knyttes til arbejdet som forsker, og de får en indsigt i, hvordan fagene bringes i anvendelse for at løse reelle problemstillinger relateret til udviklingen af nye lægemidler.
- Konkurrencens opgaver udformes således at de rammer kompetencemål fra fagenes læreplaner, og derved kan anvendes som en del af pensum i fagene kemi, biologi og bioteknologi. Lundbeck har i samarbejde med studenterorganisationen BioTech Academy, DTU, udviklet undervisningsmateriale til konkurrencen, som er rettet mod gymnasieelever.
Tidslinje
- Eleverne fik den 1. februar 2012 udleveret opgaver og havde ni uger til at udarbejde en videnskabelig plakat, en såkaldt poster. Undervejs har gymnasierne mulighed for at få besøg og oplæg fra Lundbecks forskere.
- De indsendte posters går videre til den store finale der afholdes på Forskningens Døgn den 20. april 2012 i Lundbecks hovedkvarter i Valby.
- På finaledagen præsenterer eleverne deres videnskabelige posters. Sidst på dagen kåres vinderne i årets Drughunter Dyst.
- Tidligere MF’er og psykiatriordfører for det Radikale Venstre Anne Marie Geisler Andersen deltager i finalen, hvor også ph.d. Thomas Habekost fra Københavns Universitet vil holde oplæg om hjernens betydning for vores hukommelse og evne til at være opmærksom.