Lundbeck frasælger ikke-strategiske investeringer til Lundbeckfonden
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) sælger sine aktier i det børsnoterede
selskab LifeCycle Pharma A/S og ejerandele i fire mindre kapitalfonde
til Lundbeckfondens investerings- og holdingselskab LFI a/s. Handlen
er et resultat af, at Lundbeck ønsker at afhænde investeringer, der
ikke har strategisk betydning for selskabet.
- Vores mål er at udvikle Lundbeck til verdens førende
medicinalselskab inden for hjernesygdomme, og de aktiviteter, der
ikke tilfører os strategisk værdi, bliver nu solgt fra. Vi er
samtidig glade for, at vi med dette frasalg kan styrke Lundbeckfonden
i deres arbejde med at blive en aktiv partner inden for life science,
siger Lundbecks koncernøkonomidirektør Anders Götzsche.
For Lundbeckfonden markerer handlen fondens nye investeringsstrategi,
der har øgede investeringer inden for life science som en hjørnesten.
- Lundbeckfonden vil i fremtiden brede sin investeringsstrategi ud i
en mere aktiv retning, og det er denne handel det første udtryk for.
De aktier og ejerandele, vi nu overtager fra Lundbeck, passer perfekt
ind i den portefølje, vi er i gang med at bygge op. Derfor giver
handlen os en rigtig god start, på det investeringsarbejde vi skal
lave fremadrettet, siger Lundbeckfondens formand Mogens
Bundgaard-Nielsen
Aktierne i LifeCycle Pharma A/S handles til en kurs på DKK 18 per
aktie svarende til en samlet pris på DKK 276 mio., hvilket giver
Lundbeck en fortjeneste på cirka DKK 124 mio. kr. i forhold til den
bogførte værdi af aktierne. Fortjenesten indregnes som omsætning i
Lundbecks regnskab for 1. kvartal 2009.
Ejerandelene i kapitalfondene handles til en pris, der ligger tæt op
ad den regnskabsmæssige indre værdi. Andelene er gennem årene blevet
værdireguleret over Lundbecks egenkapital udenom resultatopgørelsen.
Ved salg af disse aktiver skal Lundbeck derfor udgiftsføre de
nedskrivninger, der er foretaget gennem årene. Det medfører, at
Lundbeck som konsekvens af salget forventer en udgift på cirka DKK 96
mio., der vil blive bogført som en finansiel udgift i selskabets
regnskab for 4. kvartal 2008. Den præcise udgift kendes endnu ikke,
da kapitalfondenes indre værdi og dermed den bogførte værdi pr. 31.
december 2008 ikke er opgjort på nuværende tidspunkt.
Lundbeckfonden/LFI a/s kontakt
Mogens Bundgaard-Nielsen
Formand
Tlf. 35 26 16 19
Steen Hemmingsen
Direktør
Tlf. 39 12 80 00
Lundbeck kontakt
Investorer: Presse:
Jacob Tolstrup Mads Kronborg
Director Media Relations
Tlf. 36 43 30 79 Tlf. 36 43 28 51
Palle Holm Olesen
Head of Investor Relations
Tlf. 36 43 24 26
Selskabsmeddelelse nr. 364 - 27. januar 2009
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som
beskæftiger sig med forskning og udvikling, produktion, markedsføring
og salg af lægemidler til behandling af psykiske og neurologiske
sygdomme. Koncernen havde en nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia.
(cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.). Antallet af medarbejdere er
ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se www.lundbeck.com.