Lundbeck hædret for produktion i verdensklasse
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har kronet seks års fokuseret arbejde på produktivitetsforbedringer med som den første europæiske virksomhed at få tildelt en sølvmedalje i den prestigefyldte Shingo-konkurrence. Hæderen gives i anerkendelse af Lundbecks arbejde med at indføre nye produktionsprincipper, der har ført til markante forbedringer af virksomhedens produktivitet. Således er det lykkedes Lundbeck at skære omkring en fjerdedel af sine omkostninger til produktion af egne lægemidler i forhold til 2006.
Lundbeck begyndte i 2006 at arbejde målrettet med de japanske lean-principper som produktionsforbedringsværktøj. Udover store besparelser har en øget medarbejder motivation gjort produktionen både mere fleksibel og driftssikker.
”Vi er meget glade og stolte over at modtage Shingo-sølvmedaljen. Det er en anerkendelse af den kæmpe indsats, som alle involverede medarbejdere og ledere har ydet, og af de meget flotte resultater, vi har præsenteret i vores produktion over de seneste seks år”, siger Lundbecks vicekoncerndirektør for produktion Lars Bang.
Pris med perspektiv
Shingo-prisen gives både som anerkendelse af allerede leverede præstationer og på baggrund af en vurdering af virksomhedernes potentiale for fortsatte produktionsforbedringer. Og arbejdet med forbedringer fortsætter i Lundbeck. Ambitionen er over tid at skære omkostningsprocenten ned til omkring 10 pct.
En væsentlig årsag til de flotte resultater og store ambitioner er, at det er lykkedes at integrere lean og produktionsforbedringer i Lundbecks produktionskultur.
”Det er lykkedes os at skabe en kultur, der understøtter løbende forbedringer. Og en af årsagerne er, at arbejdet med lean ikke er begrænset til de gængse værktøjer, som eksempelvis tavlemøder. Vi har valgt en integreret tilgang, som blandt andet indebærer omfattende uddannelse af samtlige medarbejdere og ledere i produktionen”, siger Lars Bang.
Lundbeck bliver hædret på baggrund af forbedringerne på virksomhedens produktionsfaciliteter i Valby og Lumsås. Begge produktionssteder er som en del af konkurrencen blevet grundigt inspiceret i december 2011 af repræsentanter for Shingo-organisationen.
Lundbeck får overrakt Shingo-sølvmedaljen til en gallaaward, som afholdes i Jacksonville, USA i maj 2012.
Yderligere oplysninger
Mads Kronborg, pressechef Simon Augustesen, Media Relations
Telefon (direkte): 36 43 28 51 Telefon (direkte): 36 43 49 80
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed, der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, som lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København, og har i dag ca. 5.900 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende virksomheder inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2010 for DKK 14,8 mia. (ca. EUR 2,0 mia. eller USD 2,6 mia.). For mere information, se www.lundbeck.com.
Om Shingo-prisen
Shingo-prisen blev etableret i 1988 og uddeles en gang om året for at fremme kendskabet til lean og for at anerkende virksomheder, der fremmer operationel excellence i verdensklasse. Den uddeles af Shingo-organisationen, som administreres af Jon M. Huntsman School of Business ved Utah State University. For mere information, se www.shingoprize.org